Barndomserindringer

SPONSORER

Google Annoncering
Se yderligere her!

Barndomserindringer

Fortælling af: Jens Peder Frands Pedersen
Født: 1913 - Kirkevang, Laurbjerg
Link til Niels Ole Pedersens hjemmeside: www.nop-betty.dk
Relation til historien: Fra fæstebonde til andelsmand

Noget af det første jeg husker, er vel Julen. Juletræet stod i den ene Stue der var låset når Træet var pyntet, men gennem Nøglehullet kunne skimtes lidt af Stadsen. Når Træet blev tændt, var der trængsel ved Nøglehullet. Træet med sin Glastop nåede helt til Loftet, Splitflag Glimmer, Fehår og så alt det vi havde klippet og klistret med Melklister, snoede røde og hvide Lys, og røde Pigeon Æbler, var Pynten. Træet var sikkert fra J.P.C.’s Skov i Laurbjerg.
Siden når vi selv hentede Julegran, var det en halvdagstur til Essendrup, det tog lang Tid at vælge et ud, som Regel blev det en Ædelgran, den blev så båret hjem. Var der Sne kørte vi i Slæden, som Bedstefar havde lavet. Det var en Festtur med Kaneklokker på begge Heste, der var kåde og slog op med Bagbenene så Sneen fløj op i Slæden til os, kun sjældent var det Slædeføre før Jul.
Når så Vinteren kom med Frost, kunne Vinduerne være dækket med lådne Isblomster i sære Mønstre, Ilden gik ud i Kakkelovnen om Natten, der kunne laves Kikhul ved at ånde på Ruden, eller med en håndvarm Femøre Aftryk i Isen.
Far var Snefoged på Landevejen i flere År. Efter en Snestorm kunne det ske, at jeg måtte ud at byde til Snekastning, det passede Karlene fint de første Gange. Husbond, som beskeden skulle afleveres til, var ikke begejstret. En sådan Tur foregik i Træskostøvler, med et Par gamle Strømpeskafter uden over Støvleskafterne til at møde Sneen, Bukserne nåede jo kun til Knæene. Korte Bukser og lange hjemmestrikkede Strømper var Påklædning indtil Konfirmationen. Træskostøvlerne med Halmvisk i Bunden, kunne være stivfrosne og blev optøet i Komfurovnen eller med Gløder fra Komfuret, de var varme men tunge og næsten umulige at få af uden Støvleknægt, men nødvendige til en Tur tværs over Markerne, den meste Sne lå gerne på Vejen.
Når der var kommet en rigtig Snestorm på to tre Dage, måtte Snefogeden ud og ”vise af”, d.v.s. sætte en Stang med en tot Halm på Toppen på hver Side af de få Overkørsler der kunne bruges til at lede Trafikken ind på Markerne, til Snekasterne havde ryddet Vejen.
Snekastning var borgerligt Ombud, d.v.s. Arbejde uden Løn pålagt Borgerne i Forhold til Ejendoms Størrelse, med Bøder som Straf for Udeblivelse. Indsiddere d.v.s Lejere og Aftægtsfolk var undtaget.
Nogen Slædebakke, Kælken var ikke kendt her hvor en Slæde var hjemmelavet, havde vi ikke, Men efter Tøbrud kunne det ske at en Sø på Marken frøs til, så kunne der køres på Slæden staget frem med en Ispig, eller stående på en Isslæde på en halv Alens længde, med en tyk Hegnstråd under de lave Meder, og en lang Ispig mellem Benene kunne der køres stærkt lige ud. Skøjter var sjældne.

Det var ikke Spas altsammen for en dreng den Gang heller. Noget af det trivielle var at gå i Hestegangen når der skulle Tærskes. En Hestegang var jo i Grunden genial Opfindelse, et Tandhjul ca to Alen i Tværmål på en lodret Aksel, på Tandhjulet en Træbom ca. 6-7 Alen. Kraften overførtes til et Spidshjul på en vandret Aksel med Udveksling. Akslen der gik ind i Laden gennem et Jernrør i Overkanten af Brolægningen, var forsynet med tre Knæled. På Tærskemaskinen atter en Udveksling så Tærskecylinderen fik Fart nok. Halmrysteren uden Blæser kunne ikke rense Avner fra.
Her blev to Heste spændt for, og så gik det rundt og rundt i to-tre Timer. Bagefter skulle Halmen forkes op på Loftet, så skulle Kornet renses, en sådan Dag som Regel i Regnvejr, kunne være lang.
Så var det bedre at få det gamle Øg for Fjedervognen og køre til Mølle og få kornet gruttet til Grisene. Men i Laurbjerg skulle der passes på at der ingen Drenge kom op på Vognen og tog Tømmen fra mig, det var med at true med Pisken og bruge den hvis nogen fik Hænderne på Vognen. Den gamle Hest kendte Vejen, Biler var der ingen af.
Møllersvenden ordnede af og pålæsningen. Når så Hesten var bundet kunne det lade sig gøre at se sig om i Møllen. Der var Mølleri i tre Stokværk, så var der et Sliberi, hvor Grovfile blev slebet på en våd Slibesten.

Filene blev hugget op igen, sådan at de kunne bruges igen. Manden kaldtes “Sliberen” i mange År, ja han blev aldrig Navnet kvit, ligesom Gigten der måske skyldtes den våde Slibesten.
Mølleriet havde to Turbiner, der var kun Vand at se, men i Mølleriet var der masser af Aksler og Remme, foruden Kværne og Sigter en Rensemaskine. Og noget jeg ikke ved hvad var til.
Hvedemel var Møllen ikke Specialist i. Før min Tid blev Melet af både Rug og Hvede lavet i Røde Mølle i Knudstrup, nej det var først da der kom Lastbiler, at Hveden blev malet i Oust Mølle ved Randers. Der blev vist 80 Pund Mel af 200 Pund Hvede, Kliden beholdt Møllen som Betaling. Så kom det Amerikanske Mel, det brugtes i Begyndelsen kun til Fest og til Højtider, men det kostede Penge!
Det må have været omkring 1920, Krigen havde vendt op og ned på så meget. Den store murede Ovn blev ikke brugt mere, Rugbrød havde været Bagerens Sag i mange År.
Brødvognen kom hver Uge, vi fik 4-5 otte-Punds Brød hver Gang, aldrig fransk Brød, fra Bageren, det var for udrøjt.
Det var så godt organiseret, at ingen behøvede at gå uden for sit Gårdsled, for at få noget der skulle bruges til daglig: Købmanden kom hver Uge, Ølvognen fra Houlbjerg hveranden, Bageren og Mølvognen en Gang, Posten daglig, Skat og Sygekasse, Uldtøj, Pottemager. Kun Smeden kom ikke.

Inden Forårts komme blev der hentet Kunstgødning på Stationen i Laurbjerg. Superfosfat og Kali var i Sække med 2oo Pund i. Salpeter, Norgesalpeter, i Tønder også 200 Pund, et sort granuleret Stads der blev fedtet hvis det blev fugtigt. Tønderne var meget uhåndterlige på en Vogn, men et mægtigt Legetøj, og anvendeligt til mange Ting.
Når Jorden var harvet og tjenlig at så i, var det en Drengs Pligt at gå bag Radsåmaskinen og se efter at ingen Såskær var stoppet eller slæbte Græstørv eller Sener, samtidig undgå at jage hovedet op i Styrestangen, det kunne give nogen slemme Buler i Hovedet.
Så var der Fred til Roerne skulle i Jorden. Det foregik med en to-rækket Maskine, en Avance, og 1 Hest. For at det blev gjort ordenlig skulle en Dreng trække Hesten i Hovedladet, og samtidig passe på at Hesten ikke trådte en på Fødderne. Når så Rækkerne blev skæve fik Drengen den største Skyld.
Radrenseren var med to Hjul, men kun til een Række, så den trak lidt skæv, her skulle Hesten også trækkes, den skulle gå mellem Rækkerne. Drengen så efter Hestens Ben, og Hesten efter Drengen i Stedet for Rækkerne.
Imedens var Køer og Kvier ”bundet ud”. Nu var der noget en Dreng kunne gøre lige så godt som voksne, flytte køerne og Kvierne, de sidste også vandes ved et Drænudløb. Når det var varmt og Kvierne tørstige var de ikke til at holde, det gik i løb til Vandhullet. Faldt Drengen blev han slæbt i Græsset og gennem Kokager og Muldskud, indtil han lærte at slippe og så fange Dyrene ved Vandhullet.
Tøjret var Reb, ikke alle Tøjrpælene var Jern, de Dyr der vilde rende løs fik en Træhæl, så var der Klaptræer på Siden af Hovedet. Var der et Dyr der var vanskelig at holde bundet, blev der sat “Beespinde” i Klaptræerne, d.v.s. en lille Klods der trykkede dyret på Kæben. Det var effektivt.
Lige så snart det kunne gå blev Træskoene sat, de var tunge, og indtil Efteråret, ja selv med lidt Rim i græsset, var det bare Ben, en sådan Morgen kunne en varm Kokasse lune Tæerne.
Oksebremsen var da almindelig. Når det var varmt, ”Besevejr”, blev der noget at lave for Hjordrengen, især Kvierne løb løse, og som Regel hjem under Træerne.
Så var der Roerne, Rækkerne var over l00 Favne, det gav 10 Øre for een Række, en fin Akkord som det tog en hel Dag at tjene, med et Trekantet Hakkejern, der ikke kunne slides blank, men Leret hænge ved.
Aksel syntes Rækkerne var for lange, Jens Steffensens Rækker var 3o, dem ville han tynde, når han kom ud at tjene, og han kom der!
Vi var ikke overlæsset, det er Synd at sige, det var vist for at undgå Ulykker, der blev Pligter til os.

Når så Høslætten kom skulle Maskinknivene og Leerne Slibes. Især Maskinknivene var trælse, der var jo to, og som Regel var der slået store Mærker i dem af Sten. At trække Slibestenen var Drengs Arbejde. Agermarken tog Slåmaskinen sig af, men Vending af og Samling af Høet var Håndarbejde, vi havde ingen Rivemaskine.
Fremgangsmåden var sådan: Først gik Far så Karlen og skrabte Høet i en Streng, så Pigen med Riven og rev efter, måske hjalp Drengen med til at rive, med en Trærive. Høet blev båret på Forken til Stakken.
Når det hele var stakket, skulle Stakkene gøres op, d.v.s. Siderne rives af, Stakken gøres Spids, og pæn. Når Høet havde stået i Stak en 1o-12 Dage kunne det køres ind.
Så kom Turen til Engen, det meste blev slået med Maskine, og var Mandsarbejde. Når det skulle stakkes, var alt hvad der kunne krybe og gå af Hus. Vi kørte fra Gårds i den lange Høstvogn, og havde Mad og Drikke, Hvidtøl, med til hele Dagen.
Enghøet var ikke nær så tungt som Agerhø og i Engene var der som Regel mange Folk samtidig i Høet, så her blev det hurtigt Sjov, og Åen gik jo for Enden af Engen, så der kunne blive Lejlighed til et Bad og få Sveden skyllet af.
Badedragt brugtes eller fandtes ikke, og var heller ikke nødvendig, det var en uskreven Lov at på Pigernes Badested kom Karlene ikke, og hvis Pigerne opdagede at en sølle Karl havde luret skulle de nok få sladret til et par af de stærkeste Karle og så vankede der varme Lusinger.
Vi Børn fik Lov til at gå i Engene imens. Banen gik for den anden ende af Engen, her kom jo Togene dampende, så kravlede vi op i Banehegnet, der kunne vi rigtig se op under Toget og vinke til dem der så ud af Vinduerne. Var det et Exprestog med Røg og Damp rystede Jorden.
Og Åen, den måtte vi ikke komme for nær den var dyb, men spændende. Når vi havde fanget en Frø, skulle den smides ud i Åen, så vi kunne se den svømme.
Aksel har været godt to År, ham skulle vi selvfølgelig passe på, så han ikke kom for nær Vandet, men han skulle prøve at tisse ud i Åen og Plask lå han i Vandet. Det var lige over for Bidstrup Slot, det eneste Sted der er så lidt Vand at en Dreng kan bunde!
Altså ud efter ham, og det stærkt. Strømmen er stærk på så lavt Vand med Hvirvler, det var ikke muligt at gå lige ind men skråt med Strømmen, til Bredden, hvor Hans trak ham op, mit ene Ben var da i løs Sand på Kanten af det dybe, kun een Alen til så havde Tragedien sket!
Mor var den eneste i Engen der kunne svømme, hvor hun nu havde lært det. Måske i Essendrup der går Åen jo lige på den anden Side af Banen, men i det Øjeblik var de i den anden Ende af Engen.
Hændelsen sidder fast endnu. Jeg ved at jeg tænkte, at skal Aksel op skal det være nu, om et øjeblik er det for sent, så er han i dybt Vand, og så var jeg sikker på ikke at kunne få fat i ham.
Men hvad vil der ske når Knægten skriger i Dødsangst? Går der så Panik i een? Kan man stå Hjælpeløs og se det ske? eller hopper man i, i et sindssvagt Forsøg på at hjælpe? Heldigvis har jeg aldrig været udsat for at få det besvaret!
Men er det så sært at Ole P. var stærkt religiøs. Martha var det også, men på en mere praktisk Måde, hun bar ikke sine Følelser uden på Frakken.
Så kom Hjemkørslen af høet. Der blev atter spændt for Høstvognen, og nu gik det i skarp Trav hen ad Bidstrupvejen så der stod en Støvsky ind over Markerne. ”Lejrene” d.v.s. vognladet og ”Skravet” et Stillads der gjorde Høstvognen bredere, hoppede og skralrede på den ujævne Vej. I Tordenluft kunne det høres langt af Led.
Et læssetræ “Lasmestong” det var en Granstang, et Par Alen længere end Vognen ca. 4 cm i den tynde Ende, blev stukket bag ad af Vognen sådan at den tykke Ende lå i Vognen, den anden Ende slæbte på Jorden. Der kunne fås en Ridetur når der kørtes til næste Stak.
Når Læsset var lagt, blev Læssetræet bundet. Fra Vognbunden gik et Reb som en Slynge til Tops af Læsset i Forenden, bagtil et andet, med en Ring eller bedre en naturgroet Trækrog i Enden halvt op.
Fremgangsmåden var: Læssetræet blev stukket op, Rebslyngen langet op og lagt om Hovedet på Stangen der var rejst i en Vinkel på 9o Grader, Stangen trykket ned, Læsset presset sammen, Stangen atter rejst, Rebet lagt to-tre Gange mere rundt om, gentaget til Stangen stod i Vinkel ca 4o Gr. Et Reb fastgjort i Stangen lagt flere Gange mellem Krog og Stang, som en Talje, Trak nu Stangen helt ned i Læsset der nu kun var 2/3 så højt, der var nu Plads til en Stak mere, og Læsset sikret mod at skride af. Enkelt og genialt.
Kusken stod op på skrævende Ben forrest i Læsset, for at kunne se at køre uden om Huller i Engvejen. Først ude på Kommunevejen kom vi op at køre. En sådan Tur liggende på Ryggen med et Høstrå i Munden og kiggende lige op i Skyerne, mens Læsset duvede og Hjulene knasede i Gruset og Hestene prustede skal opleves, det er uforglemmeligt!
Når der skulle køres Hø fra Engen bag Kroen i Laurbjerg var det med to Vogne, det var jo ad landevejen. Vognene blev koblet sammen ude på Landevejen.
Efter Høslet skulle Åen renses for Opgrøde og Siv, hver Eng havde at rense til Midtstrøms. Åkanten blev slået med Le, Strømlejet med et Leblad på en lang Stage. Grødetøjet flød med Strømmen ned til Løystrup Mølle og fisket op der. Det skulle være færdigt inden Åsynet kom og Vandet være Klart, ellers skulle der betales Omsyn!
En Drøm om at have en båd på Åen blev brat kureret, jeg havde fået Lov at komme med i en Båd, og blev rigtig Søsyg lige da Båden lagde fra Land og blev Selvfølgelig overbegrint, og ikke sat i land lige med det samme, men heldigvis på den Side Åen hvor jeg kom på!
Efter Høslet kom Kvierne i Engen, så var der kun Kalvene at flytte indtil Efteråret kom, så kom de hjem men skulle ikke vandes mere.
En Gang i Engen ved Bidstrup stod Jeg på baneskråningen og opdagede en Hugorm lige opad det ene bare Ben, og har vist ikke hoppet så højt som da jeg blev den var. Der var over 10 levende Unger i den.

Høsten
Når Høsten stod for Døren, var der meget at tage vare på. Kornet skulle være godt modent for at kunne tærskes af, Leerne være i Orden, aftales Tid med Mejerne, Høst karlene, og Optagerne, ikke Mejersker, det må have været utænkelig at en Kvinde kunne bruge en Le, siden Mejerske er i et Mejeri.
Skrædder Nielsen i Laurberg var fast Mejer i min Barndom. Vi havde Aflæggerapparat til Slåmaskinen men brugte det sjældent, Optagerne var kede af at binde op efter det. Aflæggeren havde været i brug i flere År, men Hestene var bange for Vingerne. Selvbinderen kørte på de større Gårde, så de mindre var gået i Venteposition med Anskaffelse.
Når der skulle begyndes stillede mandskabet op, og Mejerne tog Kending af Vinden, den skulle helst komme skråt bag ind fra højre, aldrig imod. Så blev Leerne hvæsset, strøget med strygespånen, Strygeren, og Skrædderen huggede ind på Kornet, han var den hurtigste, så Karlen med Tjenestepigen som Optager, til sidst Far med Mor som Optager. Jeg husker ikke Navnet på Skrædderens Makker det var en ung Kone fra Laurbjerg. Skrædderens Kone Kristiane var halt efter en Fødsel, og kom ikke før til Høstgildet.
Først på Dagen gik det med Liv og Lyst, men hen på Eftermiddagen når Ryggen var øm og Optagernes Hænder hudløse, blev der ikke sagt ret meget.
Hver Høstkarl skulle kunne høste 1 Tdl. på en Dag. Når der så var 15 Fold og lige så mange Traver á 60 Neg bliver det til 9oo Neg på en Dag. Inden Fyraften skulle Negene somme Steder sættes i Hob, andre Steder blev det gjort om Morgenen i Duggen.
En Opbinder var udstyret med et Par Løse hvide Høstærmer og en Slags Kyse der var til at binde under Hagen, og helst et Par gamle flade Træsko.
Et Negbånd: Med venstre Hånd tog de en pæn Lok Strå i den sammentrimlede Dynge, med højre vred de Halvdelen rundt og Slap så med venstre, stod så med et færdigt Bånd i højre, klar til at stikke ind under Dyngen der lå ved venstre Ben, fangede den rette ende Bånd med venstre Hånd, strammede til og vred Båndenderne sammen, også med venstre Hånd, stoppede Båndenden ned mellem Bånd og Neg med Højre, rejste Neget op og væltede det ud fra Kornet, fat i “Kratten”, en smal Rive med fire Kvartér lange Tænder og klar til næste Neg, efter at have udnyttet de forhåndenværende Materialer.
Egentlig skulle Høstsangen om de brune Piger der danser, fortælle at Pigerne vred Kranse til Negene på Marken, ikke til Pynt i Festsalen.
En rap Optager ligner grangivelig en dansende Pige: Venstre Ben følger Neget og da der vendes Front mod det høstede Korn bliver Gangen sidelæns med Omtrin som i Valsetakt. Og rundt når Neget væltes ud.
En Dreng eller Pige kunne her gøre Nytte ved at trimle Kornet sammen i Negbundter, men måtte ikke komme Leen nærmere end 1. Favn.
Men kunne Optageren snuppe det sidste høstede Korn mens Leen blev hvæsset, kostede det Meden, Mejeren, ½ brændevin til Høstgildet.
Far og Mor var ikke med hele Dagen når der høstedes på Marken hjemme, Høstfolkene fik jo alle Kosten, og Kreaturerne skulle passes. Middagspausen var fra kl.12-1 1/2 der var jo langt fra kl.5 1/2 Morgen til 7-8 Aften. Men om Høsten måtte hverken Tid eller Korn spildes. Det gjaldt Nationens Betalingsbalance den gang. Et Underskud var utænkeligt!
Skrædder Nielsen havde flere børn, der alle havde eller blev kaldt Skrædder, Svend Skrædder, Karl Emil Skrædder, Jens Skrædder, foruden et Par ældre Skrædderpiger. Da jeg kom i Skole i Laurbjerg var der tre Jenser i Klassen: Jens Skrædder, Jens Ole, kun Jens Peter Kristoffersen med det længste Navn fik ikke Kendingsmærket forkortet med tillægsnavn! Men beholdt sit fulde Navn til daglig. Hvor er livet Besynderligt!
Jeg kan huske at efter Høst kom Akssamlerne, det var under eller måske efter Krigen, mens der var Rationering. Det var gamle Koner og Børn, med en sæk på Maven og en Saks i Hånden. De gik så for at samle det lidt op der var spildt, den Gang var der langt mellem Aksene, selv om der var givet Ordre til at levne lidt til dem. Kornet var rationeret og dyrt, Æg og Flæsk også, så de der var fattige måtte selv krige for Føden, det var barske Forhold.
Hvis en Kone og et par Børn kunne samle 10 Pund på en dag var de lykkelige, i Løbet af Høsten kunne der samles en Tønde Korn.
De var: Lamme Maren, Vaske Maren, Maren Tyskes, Kjesten Hyvl, Ann Fiskes, Stine Post, Kjep Greth, Svensk Greth. Alle Enker, de fleste havde Børn med efter Aksene, så der kunne blive lidt Korn til Hønsene eller en Gris.
I det gamle Laurbjerg i Nærheden af Kirken, var der et lille Udhus til høns og Duer en Ged og en Gris, lidt Jord til Kartofler og Rabarber ved de fleste huse. De her nævnte Enkekoner kunne ikke leve af det sure Nådens Brød, men måtte gå ud på Arbejde og bede om lidt Naturalier ud over Løn.

Kartoffeloptagning blev den næste Gang jeg så dem, her var Lønnen Kartofler, de fik hver ottende Række der så sad i Jorden til sidst, eller blev pløjet op inden vi holdt Aften, og kørte hjem. Deres Kartofler kørte vores Karl så hjem for dem, når de var færdige med at samle op.
Et År lige efter Krigen forlangte Konerne hver sjette Række i Akkord. Fagforeningen var begyndt at fortælle at Bønderne fik store Profitter ved at dyrke Kartofler, trods Rygter om at Kartoffeldyrkerforeningen havde Underskud på Driften. Resultat: Far lånte Doktor Vibe Nielsens Kartoffeloptager og fik Skolebørn til at samle op på Dagløn, hurtigt og nemt samt billigere. Profitten fik Bønderne ikke. De Eksportører Foreningen havde solgt til gik fallit og betalte ikke, så Avlerne måtte indbetale et beløb til Dækning af Underskud i Foreningen.
Arealet blev indskrænket til det der kunne sælges i Laurbjerg, og kun de faste Koner, de der trængte mest, samlede op. Og fik nu 7de Rk.
I ”Alderdomshjemmet” der lå i Gyden, var der fire Lejligheder, de var små, det havde været Fattighus, kun Navnet var lavet om, der fik vi strikket Fødder i Strømper hos et par gamle Folk. En Vinter dag jeg kom for at hente Strikketøj lå de i Sengen, de havde intet Brændsel og kunne ikke holde Varmen andre Steder. Jeg havde gerne lidt spiseligt, men ikke Kakkelovnsbrænde til dem, jeg fortalte det hjemme, men ved ikke om der blev gjort noget, men de gamle Mennesker strikkede Strømpefødder næste Vinter igen for os, vist for 1 krone Parret, var det måske 2 ?

Om Krigen husker jeg ikke meget. Men lidt om følgerne. Næsten alt blev rationeret og steg i Pris fra Dag til Dag. Der kom Kontrol og så efter hvor mange Dyr der var hos Bønderne, Korn skulle afleveres til Maximalpris, en enkelt Gris til eget Brug, men så intet Flæskekort, Petroleum slap op. Maximalprisen fik Skyld for at alt slap op og handledes uden om Forretningerne, men uden Kontrol havde ingen der skulle leve af en Løn fået noget at leve af. Dyrtids Portioner var ikke opfundet endnu. Det kom nylig da de højere Tjenestemænd kom i klemme!
På en Gård blev man selvforsynende med mange Ting. Får blev dyre, de leverede nu foruden Uld også Tælle til Lys og Skind til Beklædning.
Til Belysning kom Tranlampen igen, den var dårlig, Karbidlampen var god men besværlig, lugtede og skulle helst ikke flyttes tændt. Tællelys blev støbt i en form til tre ad Gangen. Smør måtte kun laves af Råmælk, men det er vist en større Kunst, så her brugtes god Fløde, den kunne ligne og bruges i Kærnen. Sukker slap op Mel ikke til at købe, det blev en Sport at Hamstre. Så kom Rationeringen med Kort på alt, der blev ikke mere at den Grund. Det er ikke nemt at fordele noget, der ikke findes, til alle.
Jens Steffensens Bodil havde Lysformen, Eskilds Mette lånte os Kærnen. Jeg ved ikke hvor Melet kom fra, der blev sagt Randers! Der var streng Straf for at lave og lade lave Mel. Det er nok for at jeg ikke skulle sladre, at jeg ikke måtte vide noget.
Nå så fik vi altså Byggrød med Sirup om Morgenen, Kaffe af brændt byg, Kartofler skulle der spares på, vi avlede ellers mange, så til Middag tit Vælling, Pandekager, Kålroer eller Grøntsager. Hver Aften Byggrød med den evindelige Sirup, kun ganske lidt Rugbrød og sjældent Hvedebrød, det skulle spares til højtiderne.
Mor var en Svend til at tuske sig til Mangelvarer i Randers. Hun havde Æg og Gæs, de åd jo ikke Korn og skulle ikke registreres, og Bihonning og lidt Smør, der skulle jo ”smøres”. Tobak avlede mange selv, men det smagte ikke godt og lugtede endnu værre, og blev såkaldt ”Bondetobak”. Alt kunne sælges, det var genbrug i yderste Konsekvens. Om det så var den store Brændenælde, den brugtes til Tøj. Revlingreb det åd Køerne, en Kost af Birkeris var bedre end ingen Kost, det blev Skik igen at tage Jern med til Smeden, han kunne lægge brugt Jern på et Plovskær.
Så en aften eksploderede karbidlampen midt på Bordet, men den nærmest siddende tog og smed Spektaklet gennem Ruden og ud i Haven, hvor den kunne køle af.
Brændsel manglede vi ikke, vi havde jo Skoven, men havde Tørv til Hjælp, der skulle sikkert afleveres Træ til Kommunen til fordeling. Derfor Tørv, de kunne sælges frit.
Jeg husker at der kom Sønderjyder, især på de lidt større Gårde. De var flygtet fra tysk Militærtjeneste, de var ikke og blev ikke kaldt Desertører.
På Karmark var der to en Tid. De havde hver en Revolver med, men ingen Uniform, een af dem havde været på Østfronten og fået Forfrysninger, han kunne stikke en Sikkerhedsnål ind i Kæben eller Armen uden Smerter, men han var forfrossen. Vi fik en Wienerpige, hun længtes og stak af, hun vilde hjem, hun forstod ikke dansk og vi ikke tysk. Hun blev fundet i Randers og fik et Hjem der.
En Hest kostede den enorme Pris af 4000 Kr. Der var Eksport til Tyskland. Men mange Bønder betingede sig ved Salg, at Hesten ikke måtte komme til Tyskerne. Jeg tror ikke det holdt, der var Eksport især af Heste med Fejl. Opdræt af Heste var og havde været en Gren af Jydsk Gårdbrug op gennem Tiderne. Grundlaget for Valdemarernes Storhedstid skal have været den danske Hest, den gjorde Kongens Mænd mobile.
I Kirkevang var der normalt to fuldtandede Øg, en tre årig en Plag, en to årig, kaldet ”Klåj” og et Føl, altså tre til Arbejde.
Køer til Slagtning kostede 1 kr. Pundet, en mægtig Pris, når normal var 4oo kr. for en god Kælveko, det kunne nemt betale en Forkarls Årsløn inden Krigen. Nu fik en Forkarl op til l5oo kr. og betalte kun lidt i skat og Sygekasse, jeg husker ikke hvor meget.
Besætningen var lo—12 Køer, lige så mange Ungkreaturer og Kalve af Jydsk Race. Kødpriserne gjorde det moderne at krydse med engelsk Korthorn, det gik ud over Mælken, og gav nogle meget forskelligt farvede Dyr. Men kunne også give en Doubletkalv, eller Buksekalv, det var Datidens Tolver.
Pengerigeligheden gav Anledning til livlig Handel med Ejendomme og stigende Priser. Kirkevang der ikke var nem at drive, blev også solgt, men det lykkedes ikke at finde noget bedre, så den blev købt tilbage, hvad det kom til at koste ved jeg ikke.
Ole P. der havde været Drivkraften bag Oprettelsen at Laurbjerg Lokalforening under Jydsk Andelsforretning, blev nu Formand, Kasserer og Regnskabsfører. Hver Måned skulle der samles Bestillingssedler ind på Kraftfoder. Det gav mig en Spadseretur til Lindkær 1 Dag. Til Essendrup også 1 Dag, på Laurbjerg Mark 1 Dag.
Mange af Stederne var der Børn på min Alder, og overalt skulle jeg jo ind og Manden også ind, og Konen spørge nyt, jeg kom jo det halve Sogn rundt, og var måske så god som en Avis, så det var en Heldagstur, men som Regel drøjt at komme hjem til Aften, men en Oplevelse var det.
Når så Bestillingssedlerne på Kraftfoder var sendt ind, som Regel inden den første, kom Kraftfoderet i Jernbanevogne til Stationen i Laurbjerg. Så ringede de fra Stationen og meldte Vognens Ankomst. Så skulle der Bud til Lindkær, enten var der ingen Telefon deroppe eller, ja der er jo langt mellem Ejendommene der.
Jernbanevognen skulle tømmes næste Dag ellers kostede det Mulkt. Selv om Vognen kunne stå tom i flere Dage på Stationen. Et Forhold der førte til at Michaelsen i Granslev købte Lastbil!
Banevognen var læsset sådan at de forskellige Kagesorter stod sammen, Foderblanding brugtes ikke, man vilde se hvad man gav sine penge ud til.
Bomuldsfrøkager der ikke var knuste var i store Firkanter, en lille Alen i kvadrat, og i Sække, de kunne veje op til fire hundrede Pund! De kom i Sække fra Texas, hvordan Karlene fik Sækkene bakset ind er uforståeligt. Men kunne Amerikanerne bære sådan en Sæk kunne en Jyde også. De tunge Sække stod først for, så det var et Problem at få Læs på de første Vogne. Først når der var en Række Vogne, kom der Skred i det, så kørte de frem og fik de tunge Sække på først. I næste omgang de andre Kagesorter, her var kun 2oo Pund i.
Var de så særlig uheldige, at der kom et Godstog, en Slæber, og skulle rangere og tog Godsvognen med i Trækket, så kunne det tage lang Tid, inden der kunne læsses på Vognene igen.
Det kunne ske at ikke mindre end fire Slæbere skulle rangere på een Dag. En halv Time hver gang, så kunne det nemt blive Aften inden Far der var Uddeler kom hjem.
Det var Spas at gemme sig i Godsvognen og få Rangereturene med.
Efter krigen blev der købt mange La Plata Majs, små gule og nogen store flade og hvide Majs.
Det var en Måneds Forbrug af Kraftfoder, det samme gentog sig med Kunstgødning.
Pengene skulle betales hos Far, der sendte dem til J.A.F. i Randers. De blev lagt i en speciel Pengekonvolut, Beløbet noteret uden på Konvolutten, der blev forseglet med Lak. Posten kvitterede i en Speciel Postkvitteringsbog.
Siden kom Postanvisningerne, det var en stor Lettelse og Sikkerhed! Der var et stort Regnskab med Kassebog og Hovedbog. I løn fik han vist intet, men een skulle jo have Besværet. Er man Andelsmand må man gøre noget for Sagen, sagde han!
Da Lastbilen kom, skulle Vognmanden have Bestillingssedler og Penge med, og J.A.F. i Randers overtog Regnskabet. Det var en Sjællænder, Axel Deichmann, der havde været Forvalter på Faurskov, der så Chancen, samtidig kørte han Svin til Randers.
Svinene blev ellers leveret på Stationen i en speciel Fold med Låger både til Ladeplads og til Togsiden, en Gang om Ugen. Der var først et Svineslagteri bygget for Engelsk Kapital, Koopmann, senere kom et Andelsslagteri.
Der kom så to Rum i Svinefolden, og en Mand til hver Fold sørgede for at Svinene kom i de rigtige Folde, og i de rette Banevogne.

Sortering:	Vej/gade:
	TOTAL: 6


1
Total visninger - alle billeder i databasen: (873094) siden 10-03-2009

Fra fæstebonde til andelsmand(3136)	Fra fæstebonde til andelsmand(2976)	Fra fæstebonde til andelsmand(2880)


Fra fæstebonde til andelsmand(2856)	Fra fæstebonde til andelsmand(2964)	Fra fæstebonde til andelsmand(2883)

1