SPONSORER
Google Annoncering
Se yderligere her!

Erindringer 1920 - 1925

Fortælling af: Jens Peder Frands Pedersen
Født: 1913 - Kirkevang, Laurbjerg
Link til Niels Ole Pedersens hjemmeside:  www.nop-betty.dk
Relation til historien: Fra fæstebonde til andelsmand


Tidsbillede 1920 - 1925
På Laurbjerg Mark sydøst for Kirkevang, ligger et Husmandssted på ca. 10 Tdl. måske knap nok. Beboelsen er et Vinkelhus sammenbygget med Kostalden, kun adskilt med en smal Gang, Baggang, der var intet Bryggers. Der var i baggang og Køkken en hel speciel Lugt, her hvor Luft fra Køer og Køkken mødtes, ikke nogen ligefrem Nydelse. Grebning i Stalden var stenpikket, med Marksten, og derfor ujævn og Vanskelig at muge ud af, og umulig at holde fri for Ajle, der var normalt 4-5 Køer og Unghøveder.
Laden var simpelt bygget og lå for sig selv, uden Porte, kun en Dør og et Loftsgab, Arkvindue, og et lille Vindue med Glasruder var hvad der kunne lukkes op, nærmest et Skur, beklædt med Tagspåner på Siderne og tækket med Halm, så Hestestald med Vognport og Tørvehus, de fyrede med Tørv. Der hørte ca. 1 Skæppe Land Tørveskær til, det lå ved Gammel Å mellem Essendrupskoven og Jernbanen.
Der var to små Heste vist Islændere. Alle Huse tækket med Strå. I Laden var et Fag med Lergulv til at tærske med Plejl på, Resten den bare Jord.
Her levede 3 voksne og 2 Børn.
Marie Smed hed Konen der var Enke efter Søren Smed Pedersen, der stammede fra Gården Aldrup Skovhus, Nabo til Fars Broder, Peder Frandsen. Søren Smed var død inden jeg begynder at huske. Den ældste Datter der var lidt ældre end jeg, og hed Anna, var også død inden. Marie stammede fra Vellev og var uddannet Sygeplejerske, på den Tid var det mest almindeligt, at det var Piger fra velstillede Hjem der blev Sygeplejersker, Fattigfolks Børn kom ud at tjene efter Skolen og Konfirmationen.
En gammel værkbrudt, ugift Kvinde, der hed Maren Bomholdt, måske Maries Faster, boede her også, hun var ikke vellidt af os, hun var sur, men hjalp til i Køkkenet. Også hun var fra Vellev. Hvordan de kom og fik købt Boelstedet, ved jeg ikke, måske har Far ladet P. Frandsen vide at det var til Salg og har ladet det gå videre til Aldrup Skovhus.
Maren fik vist lidt Pension fordi hun var Invalid. Så var der en gammel forslidt Ungkarl, der blev kaldt gammel Knud, som en Slags Bestyrer. En nøjsom og trofast Slider på korte og kraftige Ben, og et kraftigt Fuldskæg. Han var kommet til Huse før jeg husker, og var der måske til han døde eller Marie Solgte, nej hun forpagtede Bolet ud og rejste til København som Husbestyrerinde for Sønnen der blev kaldt bette Knud, hed Knud Smed og var 14 Dage yngre end jeg, og nu studerede Medicin, hjulpet af sin Fars Fætter Søren Jensen Knudsen, der var Kredslæge i Lemvig, også han var fra Aldrup.
En Datter, Signe Johanne, var 2 år yngre end Knud, som hun stod i Skyggen af så længe jeg kendte dem, også hun måtte med til København! Det har altid været mig en Gåde hvordan 5 Mennesker kunne leve af knap 10 Tdr. Land Jord! Om Vinteren kunne deres Mælk til Mejeriet være i en 60 punds Spand, og de få Grise der blev solgt, var nemt talt.
Da Løystrup Mølles Monopol på at male Korn blev ophævet, kom gammel Knud kørende med en Slat Korn på Trillebøren til Kirkevang og fik det malet, mens han fik en Tår Kaffe og lidt Tobak hos Mor.
Den gamle Slider passede Driften med få Redskaber, der var en lille Plov, en Spidsharve, en Sæddækker af halv Bredde, en Radrenser til een Række, en Såmaskine til 1 Rad Roer, en lille Arbejdsvogn, og så Trillebøren. Såmaskinen var en Sæk som Knud gik med på Armen, måske var der en lille Tromle af Træ som de gik bagefter når de tromlede, det var alt! Jo jeg glemte Ajletønden som var en Gammel Vintønde.
Græs og Korn blev høstet med Le, de havde vist et Tærskeværk til Håndkraft, en Håndtærsker, det var en Bom med Pigge der blev trukket gennem en Udveksling med et Håndsvig på, et Neg skulde så deles i 3 dele på Arms Tykkelse og holdes ind i Maskinen der rev Kernerne af så de og Halmen faldt ned på modsat Side af Værket. Men mest brugte Knud Plejlen til at tærske med.
Da de fik Strøm omkring 1920 fik de en 5 HK. Motor og et lille Værk fra en Hestegang, det kunde ikke rense Kornet.
Det tog lige så lang Tid om Foråret at så det lille Areal til, som Kirkevang var om sit, selv om der var forpagtet Jord i ”Hvonballe” og de ca. 8 Tdl. som Bedstefar havde i Laurbjerg. Det var der de begyndte Forårsarbejdet. Marie Smeds Jord trængte vist til at drænes.
Den gamle Knud var nøjsom på alle Måder, og havde kun et lille Forbrug, en meget lille Løn må han have fået.
Tilsyneladende levede de lige så godt som vi andre, måske, jeg tror ikke de manglede noget til hverdag.
Knud blev Læge i København. Og ejer nu Ejendommen, som er forpagtet ud og kaldes Maries Minde.
Marie døde for flere År siden og er begravet på Laurbjerg Kirkegård.

Lige ret vest for Kirkevang ligger der et Langhus. I min tidligste Erindring boede Niels Johansen og Konen Mari her. De var der bare og havde været der før jeg fik Bevidsthed, Huskesans.
Der var lidt Jord til, ca. 2 Tdl. mellem Bidstrupvejen og Landevejen. Der var lidt Have med store ældgamle Æbletræer og Træer til Læ, måske Poppel.
Mellem Huset og Haven var der en Sti, der førte ud til Landevejen, der måtte vi gå eller cykle, selv om det var en privat Sti. Far prøvede at købe Vejret men fik nej.
Huset var et langt Bindingsværkshus med Beboelse mod Vest og Stald mod Øst, men der var ingen direkte Adgang fra Stald til Beboelse, og derfor heller ikke den særlige Lugt af Blanding af Ammoniak og Mados og Sæbevand.
Jeg husker jo for lidt, kun i Glimt.
Det skete jævnligt at jeg var Bud op til dem, de havde gerne Maltsukker i en Dåse i den nederste Skuffe i en stor Dragkiste inde i Stuen. Der var kun en Stue, Sovekammer, et Køkken og en Forstue, ingen Baggang eller Bryggers. Om Efteråret havde de Æbler, nogle de kaldte Flaskeæbler, de var grønne med lidt gult og pæne, kunde minde lidt om en lille Flaske, og nogle store runde sure nogen, var der også i Skuffen. De var ikke kørende, men Naboerne pløjede og såede for dem.
Møblerne var store og tunge af Træ, kun en Stol havde polstret Sæde. Den stod op ad Kakkelovnen. Over den dobbelte Seng hang et Sengebånd, der var fæstet i Loftsbjælken. Ja der var Langhalm i Sengen, og Ulddyner en i hver Halvdel. Jeg tror ikke at Trægulvene var ferniserede, der var vist hvidt Sand på.
Jeg ved ikke hvad de levede af, eller hvad de havde været. Jeg gætter på Bønder. Det var ikke almindeligt at en Mand fra de nederste Klasser blev kaldt ved sit fulde Navn. Som regel blev der hæftet et Tilnavn på Arbejdsmænd og Småbønder. De her blev kaldt Niels Johansen og Mari til Niels Johansen. Nu var de her, havde altid været her og altid hjemme, og bød altid ind, når jeg havde Ærinde hos dem.
Jeg husker Niels Johansen som han gik i Stuen, med en Stok han selv havde skåret. Strikket grå Hue på Hovedet og Sivsko på Fødderne og mest i Skjorteærmer, eller sad for Bordenden inden for Vinduet. Og Mari hvidhåret ren og pæn i en lang grå tyk Nederdel, et Skørt, og på Fødderne Kludesko.
Den Gang havde en Mand med Respekt for sig selv, et Pibebrædt på Væggen med Piber til lang Tobak. Jeg mindes ikke noget her, men en Avismappe på Væggen med lidt Blade i.
Og så en Spyttebakke i et Hjørne af Stuen. En Spyttebakke var af hvid emaljeret Blik, nærmest en Skål og et Låg med et Hul i Midten og Fald mod Hullet. I Bunden af Skålen, Bakken, var der Vand. Når den skulde tømmes, bar Mari den ud på Fejebladet, og tømte den. De fleste Mænd på den Tid brugte Skrå eller Snus måske Kardus dvs, lang Tobak med Skråsovs på, eller også lang Røgtobak med Pibeaske og Sovs fra de lange Piber! En ordentlig Kradser som gav Mundvand til Spyttebakken der som Underlag gerne havde et Stykke tykt papir hvor der var klippet Takker eller Tunger i Kanten.
I Sovekammeret var der en Servante med en Låge i, her var Natspanden, som var en hvid emaljeret Spand med Låg. Ca. 3 Tommer fra Overkanten, i Midten af Låget et Hul med en ophøjet Krans der fungerede som Håndtag når Låget skulde løftes og Spanden bruges som v.c. om Natten eller i Sygdomstilfælde. Spanden blev Tømt ud hver Morgen på Møddingen, og krævede ingen Septiktank og Renseanlæg.
Men så en dag var der lukket af der!
De var blevet syge begge to måske, ca. 1918-19 må det være, måske var det den spanske Syge, en ondartet Influenza Epidemi der hærgede Landet, der var flere Gårde hvor alle Beboerne lå til sengs på een Gang. Lungebetændelse var en grim Følge der især tog de unge!
Hos Niels Johansens var der kommet et Par unge Mennesker, Kristian og Bertine, de boede der og skulde passe dem. Kristian gik på Arbejde. Jeg ved ikke om de var deres Børn, måske Familie.
Det var Bertine der lukkede af.
Så døde både Mari og Niels Johansen vist med kort Mellemrum. Jeg husker faktisk ikke meget her.
Bertine gik så til Angreb på de gamles Møbler, de blev lavet til Kakkelovnsbrænde. Da Far hørte at hun fortalte, at hun havde brændt ”det store Skrummel af Bornholmeren”, gav han hende en Omgang og sagde at den vilde han gerne have givet to Rummeter Bøgetræ for, der var kun Værket tilbage, det fik jeg af Kristian, da var det ødelagt, kun Akslerne og Tænderne i Hjulene var af Jern Resten af Værket var af Træ.
Mor gik direkte til Værks, og fik købt en lille Kommode og et Vægskab inden det blev ødelagt. Kommoden står vist hos Karen nu, Vægskabet der var Signes, har jeg ikke set i Norge, det har fået et andet Sted at være.
Efter et Par år var også Kristian og Bertine væk. De havde solgt Arven og rejste væk. Der var nu ryddet helt ud!
Jeg glemte at fortælle at Doktor Vibe i Laurbjerg under den "spanske Syge” blev helt udkørt af at være på Farten hele Døgnet, han kørte rundt i en Gig og i al Slags Vejr, og var ikke i Seng i flere Døgn, han stimulerede sig så med Morfin, og kunde ikke undvære det siden, men blev aldrig Misbruger af Stoffet!

Jeg husker fra min Drengetid i Laurbjerg, når det var Fastelavn, der løb Drengene også Fastelavn som i Granslev, jeg måtte ikke komme med som Soldat men nok til Ballet om Aftenen. Festen blev holdt i det der nu kaldes den hvide Skole. Den Gang hed det Forsamlingshuset, en lang lav Bygning med en stor Stue som Sal i den ene Ende, og Beboelse i den anden. En Violin og en Harmonika var Musikken til alle de gamle Turdanse der var: Den toppede Høne, Rits Rats, Skottish, Lotte gik, Skomagerstykket, og en Kædedans for alle også de helt små, Hopsa, Trekant eller Sekstur, Korsfirtur, Vals, og den udødelige Rilænder (Rhreinlænder) og Toturen (Fodturen) til Vejle. Det var før Jazzen kom ud af Afrika.
Den hvide Skole er den gamle Sogneskole, med een Lærer og et Klasseværelse. Den blev brugt som Gymnastiksal, der var Bomme, Springstøtter, en Buk og en Lærredsmadras og Ribber samt et løst Tov til Tovtrækning med en mægtig stor Knude midt på og så tykt at Barnehænder ikke kunde spænde om det. Mor Martha gik i Skole der, til Søren Mikkelsen, der da jeg begyndte i den nye Skole, hed Riber og var 67 År og ikke kunne styre de ældste Drenge, men måtte have Hjælp af Andenlæreren, der hed Søren M. Flade og var ung og ugift med alle Idealer i Behold, han Flade startede en Aftenskole gratis for de Unge i Sognet.
Hvad lærte vi så, Ja først og fremmest at Retten til at være der, sad i Næverne for os Bondedrenge. Laurbjerg havde fået Byfornemmelser og Bønder var til at træde på hvis det kunde gøres uden Risiko. Jeg tror det var Tjenestemændene ved Jernbanen der følte at de var Kulturens Bærere og skulle lære den uvidende Hob der gik i Træsko og sagde ”A”, Bymanerer. Glemte en at sige DE til Stationsforstanderen, var han døv, beholdt en Dreng Luen på ville den mægtige Statens Tjener vide om Staklen var Bange for at Lusene skulle fryse.
Nå vi frøs kun i Skolen den første Time om Vinteren, der var alt for store Vinduer i Skolestuen. Der var ellers en mægtig Døgnbrænderovn til Kul, en gang imellem gav den et mægtigt Brag når Gassen eksploderede i den. Degnen fyrede, men Sognerådet bestemte Brændselsmængden.
Tal og Alfabet skulle en Elev med lidt Respekt for sig og sine Ophav helst kunne, også de Gotiske. Så Stavning i A.B.C. Skrivning på Skifertavle, også Regning på Tavle, det var nemt at tørre ud med en våd Finger. Så tabellen, også den store. Så Bibelhistorie, Danmarkshistorie, Geografi først om Danmark, Salmevers udenad, ligeledes Katekismus, den var forhadt og gik langt over Hovedet på de fleste, men læres skulde den. Præsten sad i Skolekommissionen og lagde Vægt på at høre alle i Skriftstederne og glemte at nytte Lejligheden til at forklare det for os. Nå det havde Luther gjort et stort Arbejde med! Vidste den store Reformator mon at skulde det læres, så lagde Præsten det over til Degnen, ham drypper det jo på når det har regnet på Præsten.
Den gamle gigtplagede Førstelærer Riber, ledede Morgensang og Andagt hver Morgen. Om Vinteren gik 1ste og 2den Klasse i Skole Tirsdag og Fredag, 3die og 4de de andre 4 Dage, omvendt om Sommeren. En Vinter Morgen med dyb Sne, med Start i Mørke og hjem i Mørke. Træskostøvlerne blev tøet op om Morgenen med Gløder fra Komfuret, men var stivfrosne inden ankomst til Skolen, og fulde af fastfrossen Sne, der tøede op i Forgangen, så det var ugørligt at færdes der i Tøjsko, et stadig Stridens Æble med Riber med det Vand og Sne.
Den gamle Degn var et Levn fra den Tid da Lærdom skulle bankes ind med Spanskrør, nu brugte han en lang Lineal til at slå os over Fingrene med, og det var ikke regnet for noget af de store Drenge, de var mere hårdhudede. Jeg husker at Riber fik en Stållineal med Gummiklodser på. Den skaffede Ro i Klassen, der var ingen der turde prøve den over Fingrene. Et andet Forsøg på at undgå Klø til urostifterne, var et Pointsystem der gav et 0 for hver Forseelse, 10 Nuller og ingen Oprykning i næste Klasse. Fejlen var at det blev lavet om Sommeren i 2den Klasse med 2 dages Skolegang, Jens Ole fik samlet 13 nul Points, og kunne så nøjes med 2 Dage i Skolen næste Vinter, med Oprykning i 3de om Foråret til kun 2 Dages Skole om Sommeren, sikke en Fidus! Som Dumpekandidat kom jeg til at sidde øverst i Klassen et halvt År! Det var svært at være ”Pædagok” allerede den Gang!
At sidde øverst var en Udmærkelse der var Kamp om, her talte Eksamensresultaterne med og ikke Nullerne. Det sidste År lå mine Bøger i Skolen. Vi havde da gennemgået dem to Gange, Riber opdagede det, så det gav til Resultat at jeg blev hørt i Lektien hver Dag, også hos Flade.
Det resulterede i at det så blev Realskolen i Langå der fik Maset med Opdragelsen, her var der endnu større Socialforskel end i Laurbjerg. Men også meget mere at lære og mere Hjemmearbejde, og mere med at optræde høfligt og korrekt. Slagsmål tåltes ikke på Skolens Område, Cykler blev aldrig ødelagt, Tøj ikke væk, der skulde være Navn på alt, jeg opnåede at få 3/4 Friplads. En grim Hjernerystelse der gav en Slags Migræne og Huskebesvær sammen med Landbrugskrisen, og de lave Ordenskarakterer og dårlig Skrift, var Årsagen til Udskrivningen trods et Tilbud fra Skolen om hel Friplads, det var i 3de Mellemklasse.
Nu var J. P. konfirmeret og måtte gå i lange Bukser og med Kravetøj til nyt Tøj, og troede han var voksen. Åh ja, så var Sandheden at han var hverken det ene eller det andet, for stor til Børnefester, for grøn til Ungdomsbal, en Slags forvokset Kylling uden Fjer, der ikke måtte tæve næsvise Unger, og finde sig i Karlenes Spydigheder af den bitre Nødvendighed.


Sortering: Vej/gade:
TOTAL:   6      

1   

Total visninger - alle billeder i databasen:   (432696) siden 10-03-2009
Fra historien: Fra fæstebonde til andelsmand - 8 generationer i Laurbjerg. Drengene på hestene er fra venstre: Jens Peder Frands Pedersen, Hans Pedersen, Aksel Michael Pedersen. De voksne er Ole Pedersen og hustru Martha Margrethe Christensen som holder datteren Signe Marie Pedersen Fra historien: Fra fæstebonde til andelsmand - 8 generationer i Laurbjerg. Familie portræt foran Egeløkke(Vesterled 13) Personerne er fra venstre: En tjenestepige, Jens Peder Christensen, barnebarnet Margrethe Lindkvist, Jens Peders hustru Jensine (Sørensen), svigersønnen Edvard Lindkvist, datteren Andrea Lindkvist (Christensen), og en af Jens Peders søstre i Randers. Fra historien: Fra fæstebonde til andelsmand - 8 generationer i Laurbjerg. Billedet er taget ca. 1895, og personerne er: Jensine Christensen (Sørensen) og Jens Peder Christensen med deres fælles børn Søren Peter Christensen og Martha Margrethe Christensen
Fra fæstebonde til andelsmand(1795)Fra fæstebonde til andelsmand(1526)Fra fæstebonde til andelsmand(1558)

Fra historien: Fra fæstebonde til andelsmand - 8 generationer i Laurbjerg. Billedet er taget ca. 1900 ved Jens Peder Christensens gård i Essendrup, det er Jens Peter til højre, de andre personer er tjenestefolk og muligvis to sønner. Fra historien: Fra fæstebonde til andelsmand - 8 generationer i Laurbjerg. Familie portræt foran Egeløkke(Vesterled 13) Personerne er fra venstre: En tjenestepige, Jens Peder Christensen, barnebarnet Margrethe Lindkvist, Jens Peders hustru Jensine (Sørensen), svigersønnen Edvard Lindkvist, datteren Andrea Lindkvist (Christensen), og en af Jens Peders søstre i Randers. Fra historien: Fra fæstebonde til andelsmand - 8 generationer i Laurbjerg. Ole Pedersen(født 1878 i Vellev) og Martha Margrethe Christensen(født 1886 i Essendrup) ejer bl.a. gården Kirkevang i Laurbjerg og senere Egeløkke på Vesterled.
Fra fæstebonde til andelsmand(1491)Fra fæstebonde til andelsmand(1591)Fra fæstebonde til andelsmand(1493)

1   



Vist 5561 gange siden oprettelsen den 21-07-2009