LAURBJERG

I TEKST OG BILLEDER

Fotos   -    Byudvikling   -    Grænselandet   -    Historier  -    Foreninger mm.  -    Tidslinie


 Laurbjerg
 ... Fra fæstebonde til
         andelsmand
 ... Barndomserindringer
 ... Erindringer 1918 - 1920
 ... Erindringer 1920 - 1925
 ... Radioen kom til
         Laurbjerg
 ... Da Elektriciteten kom til
         Laurbjerg Mark
 ... Jens Peter og Jensine
 ... Johannes M. Grejsen
 ... Familien Gabriel
 ... Laurbjerg Vandværk
         100 år
 ... Vinteren 1940


 Jernbanen
 ... Silkeborgbanen

 Bidstrup
 ... Søren Nielsen

 Bidstrup
 ... Livet ca. 1930

Da radioen kom til Laurbjerg




Tidsbillede 1922 - 1923

Fortælling af: Jens Peder Frands Pedersen
Født: 1913 - Kirkevang, Laurbjerg
Niels Ole Pedersen hjemmeside: www.nop-betty.dk
Relation til historien: Fra fæstebonde til andelsmand


Omkring 1922—23 kom der til Laurbjerg en Forretningsmand der hed Lynge Nielsen, En ung velhavende og fingernem og interesseret Mand med Lyst til at prøve Nyt. I lang tid gik der Rygter om at det var en sær Faks, der sad og lavede mærkelige Ting, sikkert Helvedesmaskiner!
Ja der var Masser af Ledninger, Batterier, store og små Kasser, og som fremmed var han meget ordknap, når nogen spurgte ham hvad det var det var for Dævelskav. Og så kom der af og til ukendte fremmede, og var der om Natten. Han boede lige op ad Landevejen ved Skoven i en hvid Villa.
Så en Dag hængte der et mærkeligt Monstrum på et Par høje Pæle i Haven. To cykelfælge var hængt op med en Afstand af 30 Alen ca. mellem dem var udspændt 12 Kobbertråde, på Pælene var der sat Telefonklokker som Isolatorer, og en Ledning gik direkte fra Monstrumet ind ad et Vindue. Hvad kunne det være andet end et Apparat til at fange Strøm med når det var Tordenvejr.
Ja nu måtte det undersøges. Et par Koner listede sig ind til Lynge-Nielsens Kone og frittede ud, og fik den Besked at det var Radio, der kunne tage Musik fra Luften.
Aviserne havde fortalt, at der i København i Lyngby, senere i Sorø, var en Dims, der blev kaldt Radiosender, der sendte Musik. Telegrafen havde vi hørt om var trådløs, men Radio med alle de tråde måtte være noget andet.

Så en Dag blev der sagt i Skolen, at om en Uge ville der i den gamle Skole, den var rød den Gang, være Lejlighed til at høre Radioudsendelse fra København, hvis ellers Vejret var med, så der ikke var Forstyrrelser. Det skulle koste en Krone for Voksne og 50 ør. for Børn, der så skulle stå op og tie stille!
Der blev så sat to Ledninger op på Pæle ude fra Lyngå-Nielsen ind til Forsamlingshuset, ligesom Telefontråde, på Klokker.
Vi fortalte det hjemme i Kirkevang, og fik Lov at komme ned og høre, Far ville også med, det var om Aftenen vel, efter kl. 7 mener jeg, og om Vinteren der var Sne at gå i.
Skønt vi kom i god Tid, var der fuldt Hus i Salen. Mange måtte stå op. Så det var ikke nemt at se ret meget. Men så begyndte det at knase i en stor sortlakeret Tragt, der stod højt oppe i den ene Ende af Salen. Og en Stemme spurgte om vi kunne høre noget, så skulle vi råbe Ja. Så lød det: ”Nu spiller de i København, og det skal I nu få at høre”, der blev Musestille.
Så begyndte Musikken at spille. Så gav det nogle store Hyl i Tragten. Så et Par Knas så lidt Musik så mere Hyl. Så lød det ligesom når vi brændte en hel Måtte Kinesere af Mytårsaften, og så blev Skidtet stille. Så lød det fra Salen: ”Er det Radio så æ A tawn godt ve Niesen, å ve ha mi Pæng ijen!” Så siger Tragten: ”Tag den med Ro Folkens, der faldt en Spole ned af Modtageren, nu sætter vi en anden på. Går det i Fisk får I Penge igen.” Så siger der en: ”Det var alligevel Fandens, kan han høre hvad vi siger her!”
Musikken kom igen, og nu var der ikke så meget Spektakel mere, Forestillingen varede et Par Timer, særlig godt lød et Hornorkester i Tragten, de kaldte en Højtaler.
Det sluttede med at Lyngå-Nielsen, spurgte om vi var tilfredse, om vi kunne forstå det storslåede, i at Musikere, der spillede i København kunne høres over hele Landet, at det måske kun var de dygtigste Spillemænd, der var Brug for i Fremtiden! Men at med Tiden fik de fleste Sikkert en Radio, da Staten havde Planer om at bygge en stærk Sender midt i Landet, så det bliver jo på nok Sjælland, men det skulle være muligt at lave en billig Modtager, der kunne høres i Hovedtelefoner, nogle Klapper til at sætte for begge Ører, og så kunne Musikken blive allemandseje.
Da vi havde boet lidt i Laurbjerg, købte Far et brugt Radioapparat med Tragthøjtaler, der var tre Muligheder: Telefoner, Tragthøjtaler og Keglehøjtaler, med en Papkegle forbundet med en Jernmembran Jeg tror han købte det Apparat af Manufakturhandler Olsen for ca. 150 kr. Kun Købmand Shaap, Portør Hansen og Olsen samt nogle få andre havde Radio.
Det var en 4 Lampers med skråt Forpanel og lamperne monteret i Bunden og 3 løse udskiftelige Spoler, hvor af 2 kunne drejes og kaldtes Tilbagekobling, 2 Drejekondensatorer og 4 variable Glødemodstande monteret udvendigt på Ebonitpladen. Lamperne var 1 A410, 1 B406 og 2 B409, vist nok Phillips. Et Annodebatteri på 60 Volt og så en Akkumulator på 4,5 Volt, den fik vi ladet op hos Olsen, der havde en Eliminator. Vi havde først haft et Krystalapparat monteret på Pap, det fulgte med ved Køb af Telefonerne, men kun een kunne høre ad gangen på det.
Det var lidt af en Kunst at finde en Station. Apparatet var ikke konstant nok. Men en Station, en tysk (Königswusterhausen) var næsten altid hjemme. Licensen var 10 kr. for et År, det var et Mærke der skulle klistres på Apparatet.
Når der kom et program der var godt, Kom der af og til Naboer og ville lytte med.
Portør Hansens Søn Holger der var Musiker, Barber og lidt Radiohandler, prøvede lidt Reparationsarbejde, men Teknikken løb fra ham hurtigt, så han opgav.