I TEKST OG BILLEDER |
 |
Fotos - Byudvikling - Grænselandet - Historier - Foreninger mm. - Tidslinie
Laurbjerg
andelsmand
Laurbjerg
Laurbjerg Mark
100 år
Jernbanen
Bidstrup
Bidstrup
Rundt om Johannes Martin Grejsen |
(Johannes Martin Grejsen forældre) 
(Johannes Grejsens første kone) 
(Johannes Grejsens første kone) 
Her et foto fra omkring 1910 - Altså ca. 20 år før Grejsen kom til Kongstrup | Rundt om Johannes Martin GrejsenDato: 13-03-2009 Link: Steffen Baunbæk Pedersens hjemmeside om de fire slægter Rundt om Johannes Martin Grejsen - cykelsmeden og den fremmede fugl Ældre folk i Laurbjerg kan sikkert stadig huske, at der engang lå en cykelforretning - med mere - i Kongstrup, nærmere bestemt på Sønderallé 26, hvis ejer havde en horisont, der rakte ud over den rent lokale. Han hed Johannes Martin Grejsen, var født i Dragør og nåede at komme det meste af verden rundt til søs, før han landede der. Han skæbne rummede både eventyr og tragik, men er ultimativt en historie om overlevelse med rank ryg. Her stykker et oldebarn alt det sammen om ham, der pt. er kendt, og sætter det ind i en bredere sammenhæng. [af Steffen Baunbæk Pedersen] Rødder i Dragør og Hollænder-samfundet Greisen-slægten brystede sig ofte over sit ophav blandt de hollændere, som Christian d. II i 1521 inviterede til Amager - nærmere bestemt området omkring Store Magleby - for at dyrke grøntsager og indvinde strandenge. Selv i Jylland overlevede denne stolthed, og jeg var ikke ret gammel, før jeg selv blev indprentet, at jeg var en af "kongens amagere". I virkeligheden var Greisen, der som navn dukkede op i Dragør i midten af 1700-årene, dog en lokalt tilpasset version af det pærejyske Gregersen, og det hollænderblod, der vitterligt var i stamtræet, var noget, man efterhånden havde giftet sig til. Blandt forfædrene havde der både været schouter - koloniens omtrentlige svar på vores sognefogeder - og sågar en enkelt ane, Johan Fimis, som åbenbart havde lånt kongen 700 mark at financiere indvandringen med. Men det var fjern fortid nu, og var der noget, der havde kendetegnet den dragørske Greisen-familie gennem tiderne, var det også nærmere søfarten. Generation efter generation havde skaffet brød på bordet i byen som matroser og lodser. Min oldefar, Johannes Martin Grejsen, kom også til verden i Dragør d. 25/5 1889 på adressen Strandstræde 8, der bar det lokale kælenavn "Trappen". Han var søn af Georg Christian Thorvald Greisen (* 1867) og Anna Elisabeth Pouls (* 1868). Men da var eventyret til havs allerede på retur. Vel arbejdede hans far til søs som matros, kok og hovmester for Dampskibsselskabet Thingvalla - ofte endda flagskibet Thingvalla selv, som han var ombord på, da det d. 19/5 1890 kolliderede med et isbjerg på vej over Atlanten med europæiske emigranter ombord - men i selve den gamle søfartsby var der krise. De store handelsskibe søgte andetsteds hen, og det var i denne periode, at Mærsk-Møller-imperiet, som havde sit ophav i netop Dragør (og for øvrigt også hollænder-kolonien - vi er vagt beslægtede med familien på dén regning), flyttede basen til Svendborg, hvilket, som bekendt, var et godt valg. I 1896 gik Georg på land, hvorefter han blev ansat som konduktør ved Sporvognsselskabet Frederiksberg-Østerbro - det var i de dage, hvor vognene endnu blev trukket rundt i gaderne af heste. Og af den grund løsrev han sig fra slægtens århundredegamle hjemstavn for at tage familien med til Valby. Her voksede Johannes op i en større børneflok, der også inkluderede brødrene Victor og Poul samt søstrene Mary Bertha og Sara Elisabeth, og specielt de ældste - Victor (* 1894) og Mary (* 1891) - vides han at have været tæt knyttet til i såvel barndommen som voksenlivet. Af ældre skikkelser i hans liv var der, foruden forældrene, farforældrene Jens Christensen Greisen (1843 - 1933) og Maren Laurine Jørgensen (1841 - 1919), hvoraf førstnævnte vides at være blevet slået til ridder af Dannebrog i sin alderdom - vistnok for at være en af de længst levende fra Slaget ved Helgoland. Men ikke mindst var der morforældrene, skipper Søren Petersen Pouls (1834 - 1903) og hustruen Johanne Hans Jansen Heins (1836 - 1916), som synes at have ageret bedsteforældre i en ganske moderne forstand. I et brev til min farbror, Mogens Grejsen, af d. 12/3 1974 fortæller Victor: "Bedstefar var ogsaa en Kaptajn. Han havde et skib, sejlskib. Og jeg tog hans Jolle og sejlede omkring i Havnen i Dragør. Han døde, da jeg var der, men jeg var kun omkring 9 Aar. Jeg græd meget, fordi at Johannes græd meget. Hans Kone var en rar Kone. Og jeg elskede hende. Jeg var ude hos hende om Sommeren, jeg svømmede i Havnen og udenfor Havnen. Jeg var der en hel Maaned. Vi havde saa god en Tid med dem. Tiden gik saa hurtigt." Søren var i øvrigt søn af Dragørs mangeårige havnefoged, Pieter Pietersen Pouls (1793 - 1885), som i sin pure ungdom havde ageret kaper under krigen mod England. Og efter mandens død flyttede Johanne senere ud til Valby - nærmere bestemt Annexstræde 12, 3. sal - hvor hun tilbragte sin sidste tid sammen med Anna Elisabeth, Georg og børnebørnene. Og samme bolig var Grejsen-familiens residens indtil i hvert fald hendes død i september 1916. Johannes på de syv have I sin tid var Georg, efter eget udsagn(1), blevet kylet noget resolut ud af hjemmet: "Faderen var Lodsformand, af de gammeldags strenge og korrekte. Han kunde kun tænke sig, at hans 5 Sønner skulde til Søs ligesom han selv. Derfor fik Georg ogsaa lige efter Konfirmationen en Køje og en Skibskiste og saa herud". Sådan blev det ikke for hans børn, der skulle have tid til at få sig en ordentlig uddannelse, selvom i hvert fald både Johannes og Victor også i første omgang endte på verdenshavene. Fra Kommuneskolen i Valby, hvorfra Johannes dimitterede i 1904, fik han flere positive udtalelser med på vejen - deriblandt denne fra d. 28/2 1908: "Johannes Martin Grejsen blev d. 30/4 1904 udskreven af Afgangsklassen her. Han var en velbegavet, flink og lærevillig elev, og hans Opførsel i Skolen var rosværdig". At denne udtalelse blev udskrevet fire år efter dimissionen skal sikkert ses i lyset af, at han på dette tidspunkt søgte læreplads som maskinarbejder hos M.C. Dreyers Maskinfabrik i København. Han fik den, og lærebrevet fra d. 5/7 1909 er stadig i familiens eje. Derefter påbegyndte han en langvarig teknisk uddannelse. I 1910 tog han almindelig maskinisteksamen, skarpt forfulgt af den udvidede maskinisteksamens hovedprøve i 1911. I næsten to år blev hans viden så sat på prøve på Cuxinia af København, der afgik mod USA og Brasilien d. 5/5 1911 og først var tilbage 21/2 1913. En lille måneds tid senere - d. 19/3 1913 - fik han bevis som maskinmester af 2. klasse, hvorefter han blev ansat ved rederiet DFDS. Her blev han indmeldt i virksomheden begravelseskasse d. 15/4 1914. Og d. 6/11 1919 indløste han så endelig - efter ture til bl.a. New York, Philadelphia og "Sydamerika" - bevis som maskinmester af 1. klasse. På dette tidspunkt var der nu også andre temaer end blot arbejde og uddannelse, der var blevet væsentlige i hans liv. Hvornår og hvordan han helt præcist mødte Karen Marie Larsen, der skulle blive mor til hans to biologiske børn, står hen i det uvisse, men modsat i tidligere generationer, hvor ægteskabet tit havde været en ganske fornuftspræget affære i Dragørs søfartssamfund, var det tilsyneladende kærligheden, der trak det længste strå i dette tilfælde. Karen blev født d. 10/3 1892 på Øresundsvej 45 i Sundby, hvor hendes forældre, som oprindeligt kom fra Lolland, tidligt i 1880'erne havde slået sig ned. Faderen, Carl Knudsen (1851 - 1924), indløste i 1882 borgerbrev som skomager og virkede sågar senere som skomagermester, men det var åbenbart ikke nok til at forsørge den voksende børneflok, som ind af en kant (og noget kuriøst) blev opkaldt efter figurer i Alexandre Dumas' roman Greven af Monte Christo (2). Derfor supplerede han med tiden op med salg af dagligvarer, tobak og spirituosa, og d. 7/1 1902 ændrede han derfor status i sit borgerbrev til detailhandler. Da Karen Marie kom til verden, var Carl imidlertid helt nede at ligge. Ikke blot var hans endelige konsolidering på Øresundsvej stadig mange år væk, men hustruen Karen Marie Mikkelsen havde oplevet komplikationer under fødslen. Hun døde i barselsseng fem dage senere, og da datteren blev døbt d. 24/7 i Sundby Kirke, fik hun da også - noget uvant, men ganske passende - moderens navn. Men Carl kunne ikke, under de givne omstændigheder, beholde hende. Derfor blev Karen Marie Knudsen bortadopteret til murerparret Otto Jakob August Larsen og Anne Marie Camilla Olsen i samme by, hvor hun voksede op - efter alt at dømme i både gode og trygge omgivelser - under efternavnet Larsen. Senere blev Carl gift endnu to gange - med Ane Elisabeth Pedersdatter og Augusta Laura Hansen - og fik flere børn, men var udmærket klar over, hvem han stod over for, da Karen Marie en dag kom ind i butikken på Øresundsvej og erklærede, at hun var hans datter. Og til en vis grad agerede han da også efterfølgende far for hende, men ikke i helt samme omfang, som han gjorde det over for de børn, han havde beholdt, hvilket efter meget at dømme var hende en kilde til sorg og frustration. Med Otto og Anne Marie var Karen Marie dog senere flyttet til Valby, så det har nok været et eller andet sted i nærmiljøet, hun var stødt på Johannes. Og nu, hvor han havde både papirer og indtægt i orden, var det så småt blevet tid til at gifte sig, hvilket skete - måske en kende sent efter datidens forhold - d. 15/3 (Karen Maries mors dødsdag) 1914 i Jesuskirken, Valby. At foretagendet dog virker en kende forhastet understreges af, at parrets første datter, min farmor Esther Grejsen (1914 - 2003), blev født d. 22/10, men de stadig boede hos Larsens på Valby Langgade 39, 3. sal. Kort efter synes det grønne par dog at være flyttet til adressen Valgaardsvej 7, 1. sal, i samme by, og det var sikkert her, det blev i de kommende år. I nogle år syntes hverdagen at sænke sig trygt over den lille husholdning, som d. 14/5 1920 blev udvidet med endnu en datter: Benthe. Men den har nok til tider været svær for Karen Marie, der stod alene med ansvaret for børnene, når Johannes var på langfart over Atlanten, selvom han på årsbasis sendte omtrent 8000 kroner - en formue dengang - hjem til hende. Og det blev ikke ved med at gå. I familien går der en opsigtsvækkende historie om, at Johannes på et tidspunkt strandede to år i USA - kan det være togtet 1911 - 1913, der vagt erindres? - hvor han ikke kunne se konen og børnene, og at det var dette, der til sidst fik ham til at lægge til land. Dette bevidnes dog på ingen måde af hans søfartsbog, der tvært imod fortæller, at han først udfasede langfarten, hvorefter han endeligt tog afsked med de syv have pr. 1/8 1922 efter en periode, hvor han gjorde tjeneste på dampskibet Frejr af Odense, der sejlede mellem Frederikshavn og Nakskov. Måske det simpelthen var Karen Marie, der gradvist fik ham overtalt til at søge sit udkomme tættere på hende og døtrene? Rykket vestover Hvad Johannes derefter greb til for at skaffe brød på bordet, vides ikke med sikkerhed. Bortset fra, at han - sådan ser det i hvert fald ud - lærte sig selv at arbejde med andre typer teknik og mekanik end dem, han havde haft at gøre med på skibene. Fra sin barndom huskede min farmor, at han bl.a. reparerede krystalapparater - dvs. tidlige radioer. Og måske havde han også allerede i Valby tjent penge på at reparere cykler? I hvert fald var dette senere - og i mange år - hovedbestanddelen i hans indtjening. På et ikke nærmere specificeret tidspunkt i 1920'erne trak familien dog teltpælene op og rykkede til Jylland. Grundene kan have været flere. Måske den var løbet ind i en økonomisk smalhals i kølvandet på, at Johannes var gået i land? En lige så god grund kan dog have været, at den trængte til luftforandring. På netop denne tid skete der nemlig en ret voldsom udvikling i Greisen-familien som helhed. I 1909 stod Johannes' bror, Victor, til søs som matros. Han afmønstrede i New York. Her mødte han sin kommende kone, Esther Williams, som han blev gift med i 1917, hvorefter han slog sig permanent ned derovre. Her blev han indrulleret i hæren og sendt til Frankrig, hvor han gennemlevede det helvede af mudder og granater, som var Slaget ved Sommes, og kom hjem med en voldsom skyttegravs-rheumatisme, som han kun med nød og næppe overlevede. I denne forbindelse oplevede han en religiøs vækkelse, der førte ham frem til en position som biskop for Pinsekirken i USA med base i Augusta, Arkansas. Senere generationer i hans linje af slægten har videreført hans livssyn gennem et utal af aktiviteter - fra international missionsvirksomhed til religiøs filmskaben - og han har skrevet selvbiografien Fra Skibsdreng til Biskop, der meget levende beskriver både baggrunden, vækkelsen og det, der senere skete. Fra gammel tid havde Greisen- og Pouls-slægterne haft en religiøs åre, som specielt Anna Elisabeth - Johannes' og Victors mor - havde repræsenteret. Aftenbøn for elskede og bekendte var en naturlig ting for hende, ligesom hun var storforbruger af religiøs litteratur fra Kaj Munk til deciderede vækkelsesskrifter. Men selv hun var dog lutheraner til sin død, og hvad angik Georg, syntes han at være væsentligt mere verdsligt orienteret. Men Victors gejstlige lynkarriere gjorde et enormt indtryk på søskendeflokken, og når han var hjemme, gjorde han sit for at indlemme sine søskende i den nye tro. I tilfældene Sara Elisabeth (* 1899) og Poul (* 1907) havde han held af det. Forældrene var naturligt nok stolte af deres søn, men stod fast på det, de kendte. Hvad angik Mary, var hun muligvis ikke videre gejstligt orienteret, og det samme gjaldt for Johannes, der aldrig udviste den store interesse for kirkelige spørgsmål. Og det er også måske lidt i det lys, at netop Mary og Johannes' familie rejste fra Sjælland for at prøve lykken sammen: For at komme på afstand af vækkelses-mentaliteten i Valby. Så meget sagt har der været ganske tætte bånd mellem Johannes' og Victors linjer helt frem til i dag - ind af en kant har mine nærmeste slægtninge i det mindste været stolte af hans entusiastiske virkelyst, nydt hans sprudlende humor og kreativitet, der er overleveret i form af diverse tegninger og kommentarer, og leet for sig selv over at have en "rig onkel fra Amerika". I hvert fald indtil hans død i 1980. Og også Poul bevarede relativt tætte bånd til Johannes frem til hans død. Troen skabte distancer, men førte aldrig til definitive brud. I Jylland forsøgte de to Grejsen-søskende at køre et landbrug, som de købte sammen i Ugelbølle på Syddjurs. I perioden forud havde Mary været kæreste med en af sønnerne på Mausing Østergård, som dog døde, før forholdet nåede videre, så i realiteten var hun nok den første Grejsen på jysk jord i næsten 200 år. Men det korte af det lange er, at perioden synes at have været miserabel for alle parter. Specielt Esther synes at være blevet tilføjet ikke så lidt af et sår under flytningen. Min mor har ofte sagt, at Esther aldrig forlod "klunketidens København", og noget var der om det. Ofte sang Esther Kaj Munks "Hvad var det dog, der skete?" om anemonen, der blev rykket op fra den frodige, østdanske muld for kun at overleve på trods i den tørre, jyske jord, og hun identificerede sig utvivlsomt med den rodløse blomst. Om noget lignende gjorde sig gældende for Karen Marie, må stå hen i det uvisse, men i hvert fald følte hun sig tilsidesat i forhold til søsteren - også i en sådan grad, at Johannes åbenbart til sidst blev præsenteret for at ultimatum. Enten flyttede de ud for sig selv, eller også… Ankomst til Kongstrup På et tidspunkt før 1930 - jeg har ikke en konkret dato på det - etablerede familien sig derfor på adressen Sønderallé 26 i Kongstrup, der i forvejen havde rummet en sadelmagerforretning under en vis Voergaard. Med mulig inspiration i Carl Knudsens eksempel udviklede denne geschæft sig under Johannes til en væsentligt mere sammensat størrelse, hvor man kunne få repareret sko, cykler og elektroniske apparater, ligesom storrygeren Grejsen (snart hans lokale kælenavn) selvfølgelig havde et stort udvalg i tobak. Og med udgangspunkt i det vandt familien gradvist indpas hos de lokale. Vel var de "københavnere", men der var noget nøgternt og direkte over Johannes' natur, som faldt godt i hak med byens øvrige beboere. Og selv Esther begyndte at komme sig i den nye by. I sine ældre dage kunne man ikke komme igennem Laurbjerg, uden at hun, med et udpræget lys i øjnene, fortalte om de morgener, hvor børnene fra Kongstrup vandrede gennem skoven til skolen i Houlbjerg, og om hvordan de - om vinteren - morede sig kosteligt med sneboldkampe og et mere beskidt trick, der gik ud på at finde en godt snedækket grangren, lokke en kammerat ind under den og vælte det hvide pulver ud over vedkommende i rigelige mængder. En ekstra bonus var det tillige, at Mary også flyttede til Laurbjerg og stiftede familie der. Tidligere konflikter eller ej: De to søskende kunne ikke for alvor undvære hinanden i det jyske, og de - mere end nogen andre - bevarede en tæt kontakt til døden. Som min farmor altid sagde: "Blod er tykkere end vand". Snart lurede der dog mørke skyer i horisonten igen. I Karens biologiske familie havde der - har det senere vist sig - været en overdødelighed af kræft(3), og i løbet af 1930 fik sygdommen bugt med den endnu unge mor, der døde d. 6/5 samme år. Efter en lang, smertefuld proces, som ramte min farmor, der var meget bundet til Karen Marie og nok lignede hende mere end faderen, i en følsom alder. Hun blev aldrig helt den samme efter dén begivenhed. Med ét slag syntes hendes barndom at være et overstået kapitel. Som den ældste datter måtte hun tage godt fra i husholdningen allerede under Karen Maries sygdom, hvilket i sig selv var svært for hende. Som Mogens Grejsen har beskrevet forløbet: "Hun passede jo sin syge mor indtil hun døde, og det var en virkelig krævende og grænseoverskridende opgave. Mormor havde stomi (siger Karen), og mor måtte vaske efter dette i form af primitive lærredsposer, som blev anvendt dengang. Hun skulle endvidere gøre fisk og vildt i stand, som Johannes hjembragte. Især ål hadede hun at tilberede. De var for hende som slanger…"(4) Værst af alt var dog selve tabet, der aldrig rigtigt fortog sig. (2) Samtale med Karen Maries slægtning Arne Frydschou, Østerbro d. 23/2 2009. Jagtforeningen og Johannes' modne år En kilde til yderligere frustration var det, at det varede ikke længe, før der kom en ny kvinde ind i familiens liv. Johannes begyndte nemlig at se en del til damefrisøren Olga Alvilda Randa (* Eriksen i Hedensted d. 26/10 1901), der i forvejen havde sin egen butik kørende i Kongstrup, ligesom hun havde en søn, Erik Randa, med sig fra et tidligere ægteskab. Nu blev pjalterne kastet sammen på Sønderallé 26, og Johannes og Olga blev viet i juni 1931 i Houlbjerg Kirke, hvorefter bryllupsrejsen gik til Vestkysten. For alle de respektive børn har situationen nu nok været svær at vænne sig til, og det vides også, at Benthe bestemt ikke så tilbage på denne fase af sin barndom som et lykkeligt kapitel. Så meget sagt undslap et ondt ord om Olga aldrig Esthers læber, hvilket, situationen in mente, må siges at være bemærkelsesværdigt. Som det sammensatte, men også rummelige menneske, Johannes var, kunne han, med et moderne udtryk, connecte med folk i Laurbjerg over en bred kam. Det var selvsagt, at han, med sin viden om teknik og mekanik, kunne snakke med en del folk om dét. Men fra sin mors side - hun var ud af en gammel skolemesterslægt i Dragør, så selv hun havde det ikke fra fremmede - havde han også en udpræget interesse i litteratur, der ramte atter andre folk. Hans erindringer fra årene på havene var tillige af interesse for mange, og sidst, men ikke mindst, var han en dedikeret jæger og fisker. Hvilket førte direkte frem til det mest varige præg, han kom til at sætte på Laurbjerg by. I 1936 blev Johannes nemlig stifteren af Laurbjerg Jagtforening, som han samtidig var formand for helt frem til 1959. Første møde foregik på Bøsbro Kro, hvor der blev tilmeldt 18 medlemmer(5). Jeg må indrømme, at jeg ikke har det store kendskab til foreningens historie ellers, men en af de lokale folk, der tidligt kom med i den, var Helmer Heegaard. Og da foreningen d. 25/1 1986 holdt 50-års jubilæum, fangede Mogens Grejsen dennes søn, Erik Heegaard, som overleverede følgende erindringer om Grejsen: "Jeg kom hos Grejsen som om, at det var mit eget hjem, og jeg fulgte ham overalt. Vi tog sammen til fodbold - på jagt og fiskeri. En dag skulle vi se AIA's, som var en nystartet spille(klub), første kamp mod AGF. Vi kørte på knallert derud, men da vi kom frem til Århus Stadion, var det umuligt at komme ind, selvom vi var der en time før kampen. Kampen selv udsat en halv time, men til trods herfor nåede ikke alle ind - der var ca. 20.000 tilskuere. Jeg kom ind til kampen gratis, for pludselig brød rækværket sammen. Jeg faldt ind på stadion, kom hurtigt på benene og gik ind, men Grejsen nåede ikke ind, før billetsalget stoppede pga. udsolgt, og han måtte fanden fiseme tage hjem igen uden at have set fodbold. Grejsen havde jagt i nærheden af Bidstrup. Han gav en kasse cigarer om året for den, og en dag, da jeg var med ham, var der selskabsjagt på godset. Det var direktører mv. fra Århus, som havde jagten, og de havde en jagthytte ca. 50 meter fra skellet til Grejsens jagt. Den dag havde vi skudt to dyr, og da vi nærmede os hytten, var der (liv) og glade dage med sprut og kvinder. Grejsen sagde så til mig, da vi stod overfor hytten: "Nu stiller du dig der, og jeg går lidt tilbage i skoven. Når jeg er gået, skyder du to skud af op i luften og løfter dyrene op". Som sagt, så gjort, og da jeg 12-årige knægt stod der med dyrene i armene, kom Grejsen tilbage og råbte: "Fik du dem?" Og jeg stønnede: "Ja, begge to!" Udenfor jagthytten stod hele selskabet og måbede med åben mund, mens vi slæbte af med dyrene. Ved en anden lejlighed var vi på jagt samme sted om mandagen, efter at der havde været godsjagt på Bidstrup. Vi havde gået det meste af dagen uden at få noget særligt, og på vej hjem traf vi bondemanden, som kom slæbende med et dyr, som han havde fundet dødt. Han fortalte det, som det var, og Grejsen sagde straks: "Tak skal du have! Det er det, vi har ledt efter hele dagen! Vi ramte det, men kunne ikke finde det." Og så tog han dyret med hjem. Bonden opdagede ikke noget! Hos Grejsen kom ofte en kammerat, som hed Ejner. Han kunne lide at lytte til Grejsens historier og kunne komme i dagevis. Når så Olga beklagede sig, sagde Grejsen blot: "Nå, jeg tror, at haven trænger til at blive gravet, Ejner." (3) Samtale med Karen Maries slægtning Arne Frydshou, Østerbro d. 2/3 2009. (4) Mail fra Mogens Grejsen til undertegnede d. 11/3 2009. (5) Notits i Midtjyllands Avis, januar 1986 Georg og Anna Elisabeths otium Med tiden blev Grejsen-slægten (som altså oprindeligt hed Greisen med "i", men med Johannes' fødsel blev moderniseret med et "j") endnu rigere repræsenteret i Laurbjerg. Hans forældre tog nemlig også, på deres ældre dage, rykket vestover. Georg var stadig ansat hos Sporvognsselskabet Frederiksberg-Østerbro, da sporvognene gik over til elektrisk drift - i dag er de jo, som bekendt, erstattet af S-togene - og med tiden fik han endda plads i selskabets bestyrelse. Men i 1932 måtte han gå på pension, da benene ikke længere ville, som han ville, og spørgsmålet stod tilbage omkring, hvad han og Anna skulle stille op med deres otium. Muligvis afgjorde Jens Christensen Greisens død i 1933 spørgsmålet. I hvert fald flyttede Georg og Anna snart til Laurbjerg, hvor de købte en villa, så de kunne være tættere på Mary og Johannes. Adressen på denne villa har jeg dog ikke været i stand til at spore, og hjælp i den forbindelse vil være kærkommen. Også de faldt glimrende til, ser det ud til. I en nekrolog i forbindelse Georgs begravelse i 1953 beskrives han i hvert fald som "en rank, retlinet og saare elskværdig Mand, der i hele sin Færd søgte at være saa redelig og hæderlig som noget menneske kan". Og også han havde mangen en anekdote at fortælle fra sin tid på verdenshavene med Thingvalla - et selskab, som for øvrigt senere blev opkøbt af det DFDS, sønnen arbejdede under. Flest vidnesbyrd findes der dog om Anna i min slægts gemmer. I 1940'erne sendte hun nemlig en lille stak breve til Esther, som på det tidspunkt var rykket fra byen og havde stiftet sin egen familie. "Laurbjerg 25-8-47 Kære lille Esther! Aa at jeg glemte den lille Mogens' Fødselsdag og jeg havde dog hele Tiden husket paa den men det maa have været for den Søndag var imellem og vi var til Silkeborg i gaar, det kom mig lidt paa Tvers. Jeg husker ikke saa godt mere, eller ogsaa tager jeg Fejl, jeg ved ikke hvad det er, men jeg er ked af, jeg glemte Dagen for den søde, lille Mogens' 1 årige Fødselsdag, men rigtig hjertelig tillykke med ham. Han er vel lige sød og dejlig endnu, jo, (ulæseligt) er lykkelig over at eje en saadan prægtig Dreng, naar han kommer her engang er der nok et Stykke Legetøj eller andet vi kan tænke. Hvordan har du selv det kære Esther, er du bleven helt stærk og kan du holde ud at arbejde med det alt sammen derhjemme, det er vel svært nok til Tider med saadant et bette Barn som fordrer saa meget Pleje, men saa maa Gud selv give dig Kraft og Styrke til at kunne være det en Mor gerne skulle være; den gode Aand i Hjemmet for baade Mand og Børn. Jeg glemmer aldrig at bede om at det maa gaa jer godt i disse svære Tider, der maaske kommer, det ser jo ikke for godt ud nogen Steder og værst vel paa de magre eller tørre Jorder som der er nede paa Silkeborgegnene. O, hvor saa det sørgeligt ud, naar vi betragtede det fra Toget, det var et helt trøstesløst Skue. De arme Kreaturer, det var jo ligefrem den bare Jord de gik paa, det kunde næsten presse Taarerne frem, aldrig i mit Liv har jeg set det Syn, nej. Naa, nu vil jeg slutte, kære Esther, for nu skriver jeg Dobbelt. Hils din kære Anker fra os begge og Far siger nu sig saa mange tak for Fødselsdagsgaven, det var pænt af jer at tænke paa ham, det glædede ham meget, og tilsidst en rigtig kærlig Hilsen med Ønsket om I maa faa alt godt, meget bedre end ventet! Farmor og Farfar." Brevet bekræfter, som tidligere antydet, at Anna i den grad bar videre på det religiøse gemyt, der var så typisk for samfundene i Dragør og "hollænderbyen" Store Magleby - måske specielt førstnævnte by, hvor familiefædrenes skæbne gennem generationer havde været i de rullende bølgers hænder. Et gemyt, som, ifølge endnu levendes vidnesbyrd, også kunne have en intolerant kant, selvom intet i brevene vidner om det. Og at hun i den grad - nok også en grad, der næppe klingede helt naturligt for den meget yngre og mere verdsligt orienterede Esther - stod på de klassiske husmoderdyder: Tonen her, der synes at hentyde til en mental eller fysisk udmattelse efter Esthers fødsel af sønnen Mogens i 1946, må betegnes som lige så bebrejdende, som den er kærlig og bekymret. Men ellers aner man en person, der gik endda meget op i familiens ve og vel - en følsom og kærlig bedste- og oldemor - og måske til tider kunne kamme over i det pylrede. For vel kan det hænde, at sommeren 1947 var tør, men den er dog ikke gået over i historiebøgerne som en katastrofesæson for dansk landbrug. Fra samme år stammer et postkort i anledning af Esthers fødselsdag, der dog ikke føjer det store til billedet. "Laurbjerg 22-10-47. Kære lille Esther! Baade Farmor og Farfar bringer dig de bedste Lykønskninger i Dagens Anledning, og vi glæder os over, at du har det saa godt, og Gud give at du fremtidig maa have Lykke og gode Kaar. Hils nu Anker mange Gange fra os, og lille Karen ikke at forglemme, hun er jo en dygtig lille én allerede. Og saa en kærlig Hilsen til dig selv lille Esther fra os begge fra din Farmor" Tre måneder senere - lidt inde i 1948 - kommer der så en mere oplysende nytårshilsen fra Laurbjerg. "21-1-48 Kære lille Esther! Ja, nu har jeg helt (dårlig, mit indskud) Samvittighed for at jeg slet ikke har hverken takket dig fordi du altid saa kærlig husker paa mig og vil glæde os begge 2. Jeg tænker ogsaa altid paa dig og beder dagligt om Herren vil være jer god, du og alle dine kære, og jeg vil ret af Hjertet ønske jer et rigtigt glædeligt og velsignet Nytaar med Guds Fred i Hjerter og Sind. Jeg fik samtidigt med dit (brev, mit indskud), Søndag Morgen, et Brev fra Onkel Victor, og han nævnte netop Esther deri, hun er saa Smuk, skriver han, med Taarerne løbende ned ad Kinden, og saa lille Karen saa glad, med de hvide Handsker paa, og Gutten, som ler af os alle, ja, en prægtig Gut er han. Jeg synes ikke, at lille Mogens var med, men jeg husker ikke saa godt mere, men Farmor har ogsaa begyndt på de 80 nu, og det gaar tilbage, hvad nu ikke er saa underligt, og saa maa vi endda være taknemmelige at vi har det saa godt, som vi har begge to. Jeg vilde saa gerne have fat i dit Brev, jeg puttede det ind i Victors for at svare paa noget, du spurgte om, men det var mig umuligt, der er vel et halvhundrede Stykker. Nu skal jeg skrive til Dragør til et par Kusiner, jeg har der, de pynter nemlig min Fars og Mors Gravsted op om Julen, og dem skylder jeg en Tak. Ja, lille Esther, du bad om: "Jeg Saa Ham Dø", men den har jeg ikke. Jeg har "Domprovsten", men den synes jeg ikke er noget rigtigt ved, men jeg har flere rigtig gode Bøger, som du nok vil blive glad for at læse. Der er en i to Bind. Den begynder ikke så interessant, men hold ud, den bliver saa udmærket helt igennem. Så er der "Præstegaarden i Harzen og i Indien", det er jo alle gudelige Bøger, men noget saa glimrende, og hvis ikke Far skal derned snart, saa vil Farfar sende dem ned til dig. Alma (?) fik en Del gode Bøger ud til sine Forældre i Sommers, saa naar jeg faar dem tilbage, saa kan du jo faa flere af dem, jeg har. Kaj Munks "Ordet" kan du ogsaa faa, ja, vi skulde blot have lidt nemmere Adgang til "Voels Østergaard", men ak, der er saa lang, lang en Vej. Men det bliver jo ikke anderledes. Saa til Sent de kærligste Hilsener og Tanker fra Eders altid hengivne Farmor - ogsaa mange til jer allesammen fra Farfar." Bemærk, at Anna her stedvist omtaler både sig selv og Esther i tredje person - det er uden tvivl hende, der har skrevet brevet, og som hun selv skriver, var hun nok på dette tidspunkt ved at falde lidt af på den, som man siger. Noget, der også antydes af den konstant mere usikre retskrivning, der præger brevene - i det ældste er skriften veldisponeret og selvsikker, men efterhånden svigter både punkteringen og kommateringen, ligesom der kæmpes mere og mere med selve formuleringerne. Her har jeg - må jeg tilstå - og af til måttet indsætte tegn, så teksten bliver alment forståelig. Endelig boede Esther og ægtemanden Anker, som for øvrigt lever endnu, ikke på Voel Østergaard, men derimod på Voel Vestergaard… Fra netop den periode, hvor korrepondancen slutter, stammer disse erindringer fra Erik Heegaard, der giver et lidt sørgmodigt billede af Dragør-parrets sidste år: "Grejsens forældre boede også i Laurbjerg. Olga lavede mad til dem, og Grejsen bragte maden derop. De var begge på daværende tidspunkt temmelig forkalkede, og der måtte ikke være forskel på de portioner, som var øst op i madkarrene. De vogtede nøje over antal kartofler og størrelsen af frikadeller, og var der forskel, blev der ballade. Engang, da de fik suppe, var der en kødbolle mere i den ene portion. Da væltede de maden ud over det hele, og Grejsen blev meget sur." Det fortælles samtidig, at Johannes i denne periode var meget frustreret over forældrenes tilstand. Man kom sjældent derop, uden at de snakkede om deres forestående død. Børnebørnene husker ligefrem, at når de var på besøg, blev der hver gang taget hjerteskærende afsked med ordene "farvel - vi ser dig aldrig mere". "Hvis jeg bliver så gammel, så skyder jeg mig sgu", sagde Johannes engang til datterdatteren Karen Marie på vejen hjem derfra. Det gjorde jo ikke fornøjelsen ved besøget større. Men gamle, det blev de. Georg var den, der faldt først fra. Nærmere bestemt d. 13/11 1953. Derefter fulgte Anna, der blev begravet d. 30/12 1954. Regningen fra Marius Munk lød i den anledning på 53 kroner. Grejsen og børnebørnene På det tidspunkt var Johannes selv en aldrende mand. Døtrene var begge to blevet gift og havde stiftet familie. Efter endt skolegang, tjente Esther i en periode i en husstand i udkanten af Houlbjerg. Herefter kom hun på husholdningsskole og arbejdede derefter i bl.a. Århus (Viby) og som sekretær hos familien Bloch i Låsby. Det var her, hun mødte landmandssønnen Anker Pedersen (* 1915) fra Låsby Krogaard, som hun blev gift med d. 12/3 1939 i Houlbjerg Kirke. Inden da havde hun, efter Ankers udsagn, været pige i huset på en gård på Mols, hvor hun havde lært det væsentligste om at være landmandskone. Det blev hun så, da hende og Anker erhvervede Voel Vestergaard, Voel Sogn, efter giftermålet. Her fik hun tre børn: Karen Marie Pedersen (* 1939), Mogens Pedersen (* 1946 - fra 1987 navneskift til Grejsen) og min far Thorkild Pedersen (* 1954 - fra 2006 navneskift til Lindgaard Grejsen). Benthe blev gift med Hans Richard Andersen (1917 - 1996), med hvem hun i Lerbjerg fik sønnen Steen (* 1943) og datteren Vivi (* 1946). Senere bosatte parret sig i Århus. At redegøre for årene i Voel er en anden historie, der hører en anden sammenhæng til, men både Esthers og Benthes børn kom ofte i Laurbjerg. Måske næsten mest børnene i Voel, eftersom der i Sminge - blot et par stort set øde kilometer fra Voel Vestergaard - var et trinbræt på Langå-banen, der, uden de store risici, førte dem direkte til bedstefaderen. Især Karen Marie, der var opkaldt efter mor- og oldemoderen, kunne pludselig spontant tage på eftermiddagsture hos Johannes og Olga i Kongstrup. Men det mest levende indtryk, jeg endnu har fået af Johannes som morfar, kommer fra Thorkild, som jeg havde en De tre brødre: Victor, Johannes og Poul foran forretningen i Kongstrup dybdegående samtale med om emnet d. 21/7 2007, der siden er blevet omarbejdet i tredje person: "Grejsen havde en sund appetit for to ting - småduer og ål - og kunne få begge dele gennem små, diskrete aftaler med folk på Laurbjerg-egnen. De første opdrættede han i eget dueslag, men de blev fedet op ved at spise korn på nabomarkerne - han gjorde vist mindre tjenester rundt omkring for byfredens skyld. Ålene fangede han i Lilleå, hvor han havde en aftale med flere lodsejere om, at han godt måtte lægge åleruser ud. Og for at blære sig lidt med fangsten, flåede han dem ud til gaden, hvor han ofte aflivede dem med ordene: "Jaja, det er ikke sjovt - jeg ved det godt!" Et gok mod en sten med hovedet først var den simple, men effektive metode, han benyttede. Grejsens knallert, som Thorkild senere ejede, blev kaldt "Raketten", selvom der nu vist ikke var ret meget fut i den. Men det skete altså, at børnebørnene havde stor fornøjelse af at køre på den. I hvert fald med mindre de punkterede baghjulet, for SÅ fór han i flint! Det var det, selvom han jo bl.a. var cykelsmed, simpelthen noget fedtværk at stå med og reparere. I det hele taget var det vist ofte mere pligten end lysten, der drev værket hos ham. Det store ved, som barnebarn, at være på besøg hos Grejsen var det omskiftelige liv, han havde ført, og de historier, han kunne fortælle om såvel det som de genstande, han havde hentet hjem fra hele verden. Men han kunne også være snu. En dag, da Thorkild var ude på åen sammen med ham for at tømme ruser, stødte de på et træ fyldt med blink, som diverse lystfiskere havde mistet dér. Nogle af dem temmelig flotte. Dem ville Thorkild gerne have med hjem, og Grejsen tog dem ned til ham. Før han skulle tilbage til Voel, stak Grejsen ham en tændstikæske, der skulle rumme blinkene, men bad udtrykkeligt dattersønnen om ikke at åbne den, før han kom hjem, da blinkene ellers kunne vælte ud af den. Som sagt, så gjort. Men æsken var halvtom. Grejsen havde gemt de flotteste til sig selv!" Thorkild har, jævnfør ovenstående, af og til karakteriseret morfaderen som "et elskeligt røvhul", og Mogens har også nuanceret billedet af ham med ordene "Han var faktisk ret magelig anlagt og sov til langt op af formiddagen. Han gjorde i det hele taget kun hvad der passede ham. Man må vel beskrive ham som egoist"(6) Også han har dog indrømmet at elske Johannes ubetinget, og kusinen Vivi, der i dag er gift Pedersen, tilføjer følgende: "Han var et spændende menneske at være sammen med, begavet og aldrig kedelig. Hvor Olga var blid og tilbagetrukket, som jeg husker hende."(7) Både Mogens og Vivi har også deres egne specifikke erindringer fra barndomsdagene med Johannes. Mogens først: "Jeg kommer lige i tanker om en sætning, som morfar altid brugte, når han mødte nogle af byen børn på gaden med årerne over skulderen på ved ned for at røgte ruser: "Skal du med på søndag?" (Det vakte altid deres interesse, men det var bare pjat). Så var der den helt traditionelle: "ØF" - sagde svinet". Det "øf" sagde han hele tiden. Han fløjtede meget ofte melodien til sangen "Som en Rejselysten Flåde", og når vi lokkede med ham, kunne vi få ham til at spille den på den gamle mandolin, som hang i den fine stue. Jeg skal også huske at nævne, at han var en gudbenådet gartner, som havde de mest lækre tidlige grøntsager, som vi blev budt på, når vi kom på besøg. Tidlige gulerødder i mistbænk var det store hit. Jeg var selv med til at vælte lokumsspanden ud i rækkerne mellem sellerierne. Det gav virkelig smag og aroma. Han havde også bier og var vild med frugt og nødder, især det han kunne redde sig gratis fra andres haver… I kælderen havde han også et røgeri. Det var ikke i brug i min tid, men jeg erindrer, at mor var træt af røgvareforretningen. For den gamle ræv kunne ikke nære sig for at snitte lidt godbidder af varen inden røgningen. Det var jo svært at bevise efterfølgende, da der som bekendt er et betydeligt svind ved denne proces".(8) Dernæst Vivi: "For mit vedkommende har jeg mange dejlige ferieminder på varme sommerdage i naturen, bl.a. Frijsenborgskoven, hvor han fortalte mig - pigen fra stenbroen - alt om skovens vækster og fuglelivet, om alle grønsagerne og om blomsterne og bierne i den meget lange have bag huset. Den samme glæde ved naturen og dyrene havde min mor også. Måske har det været medvirkende til valget af den senere uddannelse, jeg tog.(9) Som jeg husker det, fejrede Johannes og Olga ofte juleaften hos os. Hyggeligt for os børn, men mor Benthe var ulykkelig ved tanken om, at hun skulle tilberede den kæmpestore gås, som de altid medbragte i toget fra Laurbjerg, og som hun så skulle få plads til i den lille gasovn, vi havde. Men det lykkedes jo hver gang, og alle blev mætte".(10) Populær blandt børnebørnene - ja, til tider vel også alle børnene i Kongstrup - var, som tidligere antydet, også Victor, der efter krigen, selvom han nu boede på den anden ende af jordkloden, ofte kom til Laurbjerg for at besøge både søskende og forældre. Og som en bonus købte han rigeligt ind, når han kom herover. Som Mogens Grejsen skrev til mig i en mail af d. 9/3 2009: "Jeg er sikker på, at der var en stor begivenhed i den lille by, når der var besøg fra USA. Tænk på hvor besværligt og dyrt, det må have været. Og med den gavmildhed der strømmede fra Victor, er jeg sikker på, at der vankede både tyggegummi, slik og legetøj til alle. Selv husker jeg en særlig slags pladetyggegummi, som var populær. "Wrigley's" tror jeg, det hed?" Karen Marie erindrer også store ruller med stof, som var lagt frem på spisestuebordet, så familien kunne forsyne sig med stof til kjoler m.v. Der var jo stor mangel på alle varer i tiden efter krigen. (6) Mail fra Mogens Grejsen til undertegnede d. 11/3 2009. (7) Mail fra Vivi Pedersen til undertegnede d. 11/3 2009. (8) Mail fra Mogens Grejsen til undertegnede d. 11/3 2009. (9) Vivi er i dag landskabsarkitekt. (10) Mail fra Vivi Pedersen til undertegnede d. 12/3 2009. De sidste år I 1960'erne var Grejsen - efter et langt og begivenhedsrigt liv - ved at køre træt. Forretningen på Sønderallé blev efterhånden skåret ned til rent tobakssalg, og han var ikke længere så synlig i byens foreningsliv, som han havde været. Men han nåede i hvert fald at fejre sølvbryllupsdag med Olga i 1956, hvor bl.a. Mary Grejsen talte - enhver konflikt var åbenbart glemt på dette tidspunkt. Her skulle der, ifølge lokalavisen, have været 150 gæster(11). Olga døde i 1966 efter længere tids sygdom. En mindre nekrolog samme sted beskriver hendes sidste tid med følgende ord(12) "Vi, der kendte Olga Grejsen, vidste, at hun havde været syg i lang tid, men efter sygehusophold saa det ud til, at der var indtrådt bedring, og hun syntes hver dag at blive stærkere. Naar jeg standsede med kirkebilen, var hun en trofast gæst, hvis kræfterne tillod det, og hun beklagede sig ikke, men havde lært at glæde sig over hver dag, det gik godt. Der var noget roligt og værdigt i Olga Grejsens holdning overfor sygdommen og de problemer, hun stilledes overfor, og hun mødte sine naboer med et lyst sind. Døden kommer næsten altid overraskende, og det er menneskets natur at klynge sig til livet". Man lurer på, om Olga, ligesom i sin tid Karen Marie, blev offer for den værste folkesygdom af alle: Kræft. Da døden nærmede sig, var Johannes praktiker. Som Erik Heegaard beskrev holdningen i 1986: "Grejsen var utroligt renlig. Han var meget omhyggelig med sig selv til det sidste til trods for, at det blev besværligt. Til sidst flyttede han sit soveværelse til butikslokalet, for som han sagde: "De skal sgu ikke have besvær med at slæbe mig ned fra loftet, når jeg kradser af". Så nemt gik det dog ikke. Han måtte, hen imod slutningen, gennemgå et længere sygdomsforløb, der så ham blive indlagt på Amtssygehuset i Kjellerup. Her nægtede han i det store og hele at modtage besøg. Muligvis i en form for flovhed over sin egen tilstand, muligvis af hensyn til omgivelserne. Og her døde han d. 9/2 1969. Silkeborg Avis bragte i den forbindelse følgende nekrolog: (11) Notits i Silkeborg Avis, juni 1956. (12) Nekrolog af sognepræst Poul Wikman i Silkeborg Avis, 1966. "Jordefærd" Fhv. cykelhandler Johannes Grejsen, Kongstrup, er under stor deltagelse jordfæstet fra Houlbjerg kirke, der var smukt pyntet med blomster, og levende lys, og til båren var sendt et væld af kranse. Efter salmen "Her mødes alle veje" talte pastor Poul Wikman, Houlbjerg, ud fra Davids 121. salme og sagde i sin tale bl.a.: - Med Johannes Grejsen har Kongstrup mistet ikke alene en mangeårig beboer, men også en mand, der ikke var et dusin-menneske. Han ejede livet igennem et næsten ungdommeligt videbegær, og havde interesse for problemer, der strakte sig ud over hverdagen, og det var for ham en naturlig ting at være med i litteraturkredse. Hans åbne sind omsatte et langt livs erfaringer i en livsvisdom, der gav ham særpræg og bestemte meninger, som han var parat til at kæmpe for. Han havde interesse for sine medmennesker, som ikke kun var begrænset til hans jævnalderende, men også i besiddelse af evner til at komme i kontakt med både børn og unge. Vi standser et øjeblik for at mindes et menneskeliv, sluttede præsten, men må samtidig med døden for øje spørge om livets mening. Et evigt liv fatter vi ikke, men fornemmer måske trygheden om, at Gud er til, og det giver håb for livet på den anden side af døden. Efter jordpåkastelsen sang følget "Klokken slår", og lærer S. Christensen, Houlbjerg, bragte familiens tak."(13) Ved den lejlighed blev der, ud over den obligatoriske gravsten, som Olgas navn allerede stod på, anbragt en mindre med tak fra "Vennerne i Kongstrup". Men den, jeg vil lade få det sidste ord, er - om ikke andet så af den grund, at han havde kendt ham hele livet - Victor Grejsen, der i 1974 skrev til Mogens: "Mine forældre er Georg Thorvald Christian Greisen, og min moder hedder Anna Elisabeth Greisen. Jeg sørger for deres grav hvert år og har en, som sørger for den, når jeg ikke er der. Og graven ser flot ud. Jeg var der sidste gang (november) og så dem. Jeg gik også hen til Johannes, Karens og Olgas grav og lagde nogle blomster på graven. Jeg elskede Johannes og Olga med Karen. Jeg så den lille sten med "Vennerne fra Kongstrup". Alle elskede Johannes. Jeg var altid hos ham, da jeg var hos min fader og moder i Laurbjerg. Olga var så god til dem, bragte mad til dem, rensede huset for dem og alt. (…) Ja, Johannes gik væk. Men jeg bad for ham, og han sagde til mig, at han kunde ikke tro. Men jeg gik til ham hver gang, jeg var i Danmark, og bad både for Olga og Johannes. Jeg bad i deres hjem. Og jeg tror, at han var frelst førend, han gik til evigheden". Det kan man da fromt - uanset trosretning - håbe. (13) Notits i Silkeborg Avis, februar 1969. Efterspillet Efter 1969 havde slægten Grejsen, så vidt jeg ved, ikke den store tilknytning til Laurbjerg, og en arvetvist mellem på den ene side Esther og Benthe, på den anden side Erik, gjorde sit til endda at splitte søskendeflokken, som vel aldrig - trods mangeårige stabile forhold - var blevet helt homogen. Men i Voel boede så Esther. Og det samme gjorde jeg snart, eftersom mine forældre, smedesvenden Thorkild og kontorassistenten Asta Baunbæk Hansen, i starten af 1973 mødte hinanden på Linå Kro, blev glade for hinanden og snart konstaterede, at de, trods deres ekstremt unge alder (henholdsvis 19 og 16 år), stod med en graviditet på hænderne. D. 9/12 1973 - fire år efter Johannes' død - ankom jeg. Og sidst i 1974 anskaffede de sig et hus på Hjortgårdsvej 42 i Voel. Her boede jeg indtil 1990. Og det var her, jeg fattede interesse for Johannes' historie såvel som slægtsforskning generelt. Esther gjorde sit. Det var hende, der fortalte mig om mine dengang temmelig udokumenterede hollænder-rødder, og hende, der forærede mig adskillige memorabilia fra Johannes' tid på søen: Deriblandt ikke mindst en ordentlig bunke messingknapper fra hans uniform, der vakte så megen opmærksomhed blandt mine kammerater, at adskillige sporløst forsvandt. Men da farbror Mogens i 1986 modtog et stamtræ fra slægtningen Maja Wieder i Dragør, som førte Greisen-slægten tilbage til ca. 1742, var jeg for alvor solgt, og selvom jeg i perioder har interesseret mig mindre for slægtsforskning, da jeg var "ung, dum og fyldt med hormoner", har jeg jævnt fastholdt interessen siden. Sin far lig var Esther en intelligent kvinde, der sugede information i sig fra især det lokale bibliotek, hvor hun var en af de helt store kunder langt ind i alderdommen. Gennem hende lærte jeg kærligheden til litteraturen, som hun i sin tid havde lært den af sin far, der igen havde lært den af sin mor. I 2000 blev jeg kandidat i dansk - med speciale i litteratur - fra Aalborg Universitet, og selvom jeg ikke alene skylder hende dét, var hun i meget høj grad med til at lægge fundamentet. Ligesom hun var det i så mange andre sammenhænge. Jeg var ikke ret gammel, før vi begyndte at føre lange og dybe samtaler om mangt og meget i køkkenet på Voel Vestergaard, og hendes altid levende nysgerrighed i forhold til tilværelsen kunne nærmest ikke undgå at smitte. Men hun var også knusende jordnær. Frem for alt handlede det om at tage ansvar for sine handlinger, og Gud nåde og trøste den, der ikke formåede det. Og - igen som sin far - havde hun håndfaste meninger, der vanskeligt lod sig gradbøje, når de først var dannet. Hun var også meget socialt bevidst. Ulig Johannes, der, når han kunne slippe af sted med det, nød at "vise sig", men samtidig lod til at snakke godt med alle, var hun lidt af en snob. Ikke alle var gode nok til at omgå hende og hendes. Men først og fremmest var hun kærlig, hvilket dog kunne vise sig på flere måder. Onde tunger vil hævde, at hun havde svært ved at skelne mellem det, hun selv betragtede som det bedste for sine slægtninge, og det, der rent faktisk tjente dem. Og det er der en vis sandhed i. Mogens har bl.a. skrevet dette om hende: "Når jeg husker tilbage på hendes opførsel, så græd hun tit, når vi ikke opførte os, som hun forventede. Det var en besynderlig reaktion, som jeg egentligt ikke tænkte så meget over dengang. Sådan var det."(14) Men intentionerne var altid rene, og jeg skal være den sidste til at anfægte, at jeg skylder den også både gavmilde og humoristisk anlagte kvinde mangt og meget. Til sin far havde hun et dobbelttydigt forhold. Hun fortalte gerne om ham og hans bedrifter, men samtidig hadede hun ham for såvel hændelserne i barndommen som det, at han var den "stratenrøver", han var. Hun var langt mere regelret i sin tilgang til livet. Og hun glemte heller aldrig sin mor - på både godt og ondt. Hun havde helt sikkert den reneste erindring om Karen Marie set i forhold til sine "andre forældre", men var også meget bevidst om den tendens til sygdom, der løb i familien. I efteråret 1985 døde Benthe, ligesom moderen, af kræft, hvilket i en lang periode efterlod Esther som et nervevrag. Og det var da også kræften, som i 2003 - i en alder i 89 år, så det var sikkert mere aldersrelateret end arveligt betinget - fik lagt hende selv i graven. I øvrigt reagerede hun ligesom Johannes på det, der var i vente: Som en dødsmærket kat, der gik afsides, lukkede hun sig inde på hospitalet, hvor hun kun accepterede de allermest nødvendige besøg. Sidste gang, jeg så hende - på vej til indlæggelsen på Silkeborg Sygehus hen mod jul det år - var den gamle, tidligere så stærke kone som en lille, skræmt pige, der var hinsides al trøst, og som det end ikke kunne lade sig gøre at tage ordentlig afsked med. Og det har senere taget mig år at gøre det ordentligt. Sidste forår, da mine halvsøstre på min fars side, Susi og Mie, skulle konfirmeres, var jeg - sikkert for første og sidste gang - forbi Grejsens gamle forretning sammen med Karen Marie Pedersen (nu gift Højbak) og Per, hendes mand. Vi kørte forbi i lav hastighed og regnede ikke med, at der længere var noget at se. "Stop bilen", sagde jeg pludselig. Der var skygger i murværket. Og da jeg steg ud, kunne jeg se, at der stadig, under et tyndt lag puds, blev reklameret med "Reparationer" og "Cykler". Måske var det bare mig, men det føltes lidt som om, at konfirmationsfesten fik en ekstra ubuden, men velkommen gæst ved den lejlighed… (14) Mail fra Mogens Grejsen til undertegnede d. 11/3 2009. Tak til Mogens Grejsen, Karen Marie Højbak, Vivi Pedersen, Anker Pedersen, Arne Frydshou, Allan Gorm Pedersen og Thorkild Lindgaard Grejsen for velvillig assistance mht. både kritik, rekonstruktion af begivenhederne og supplerende materialer af enhver art. |