Maleri - Gammel Laurbjerg
Ken Poulsen, Hadsten har sendt dette til laurbjerg.dk – Kan du hjælpe?
For nogle år siden - i slutningen af 1990'erne - var jeg med mine forældre på familiebesøg i Ballen på Samsø og vi besøgte da én af de mange turistbutikker, der lokker med alverdens ting og sager. Denne butik solgte billige malerier opkøbt i hele Jylland bl.a. fra dødsboer og ét af malerierne fik vakt vores interesse pga. et meget genkendeligt motiv - Laurbjerg kirke med omkringliggende huse.

Vi måtte selvfølgelig have billedet med hjem og prisen på kr. 250,00 var jo ikke skræmmende. Siden da har vi via forskellige ældre medborgere forsøgt at få dateret billedet og identificeret kunstneren, men desværre uden held.

Købmandsbutikken til venstre i billedet ser ud til at være fra før tilføjelsen af overetagen, hvilket muremester Sall også har bekræftet (som jo har muret overetagen), men ellers kniber det med ting at identificere årstallet med.

Signaturen kunne være P. Sørensen, men den er desværre ikke helt tydelig.

Det vil naturligvis være interessant at høre, om nogen kunne hjælpe med yderligere oplysninger om både kunster og årstal.

KEN POULSEN


Skriv gerne til allan@laurbjerg.dk så vil oplysninger blive ført ajour herunder…
Kilde:  Ken Poulsen
Link: 
Ingen nærmere info om tidsperiode


Vist 1440 gange siden oprettelsen den 23-08-2011